På min tur fra Hurup til Hellerup har jeg besøgt Søren Vester i Thise for at spørge, om lokale fællesskaber er vejen til at skrue ned for forbrug og stress og op for bæredygtighed og mening?
Søren Vester er et kendt ansigt fra tv-programmerne Søren Vesters Have og I hus til halsen på DR. Men i landsbyen Thise i Salling er han nok mindst lige så kendt som fast inventar i lokalsamfundet og det lokale foreningsliv.
Ud over at være født og opvokset på egnen, er han bl.a. formand for Thise Borgerforening, medinstruktør for et hold af senior-herregymnaster – kaldet Æ Brokhold – og har bidraget til arbejdet med at redde byens lokale købmand fra at lukke.
På min cykeltur fra Hurup til Hellerup har jeg slået et smut omkring Salling og besøgt Søren Vester i hans hjem lidt uden for Thise. Efter en rundvisning på den hektar-store grund, bænker vi os ved bordet i husets lyse og rummelige køkkenalrum for at få en bid frokost og en snak om bæredygtighed, lokalsamfund, stress og parcelhushaver.
At bo og leve billigt giver større frihed
Mens der smøres madder med pølse og Vesterhavsost, fortæller jeg til en start om min særlige interesse for, om kortere arbejdstid kan være en vej til mindre forbrug af klodens ressourcer, rigere lokalsamfund og mere meningsfulde liv. Kan det at flytte på landet, for eksempel, være vejen til at arbejde mindre?
Søren Vester køber dog ikke helt ideen om, at man nødvendigvis kommer til at arbejde mindre, bare fordi man flytter i noget billigere på landet. Men man får nok en større frihed. Som han siger:
”Du snakker om det her med at have tid. Der tror jeg bare – havde jeg nær sagt – at summen af alle problemer altid er den samme. Jeg tror ikke, at man får mere tid i hverdagen ved at rykke herover, fordi så laver man bare alt muligt andet end lønarbejdet.”
”Det er nok mere dét, at man ikke føler sig tvunget til at skulle gøre noget, man ikke har lyst til. Altså føle at man skal arbejde, fordi nu skal der tjenes hjem til huslejen.”
Søren Vester bruger selv en del tid på frivilligt arbejde i lokalsamfundets mange fællesskaber. Som når der skal ordnes noget hos købmanden eller der er arbejdsdag i den lokale friskole. Det er igennem den type af engagement, at lokalsamfundet skabes og holdes i gang. Det frivillige arbejde kan i sig selv være en tidssluger, men man mærker tydeligt på Søren Vester, at det ikke kun sluger tid, men også giver tilbage i form af at skabe mening i dagligdagen.
For meget ’mig’ og for lidt ’os’?
Personligt er jeg af den opfattelse, at vi i dag fokuserer for meget af vores tid og identitet på arbejdet og den nære familie. Det sker på bekostning af civilsamfundet – dvs. der, hvor vi mødes med andre mennesker, der ikke er arbejdskollegaer eller familie, men medborgere, naboer og venner.
Civilsamfundet giver mulighed for at være sammen med andre på måder, der ikke er styret af arbejdspladsens særlige ”lønsomhedslogik” eller familielivets følelsesmæssige intimitet. Netop derfor kan civilsamfundet være et vigtigt bindeled mellem mennesker og en skabende kraft. Ikke mindst når et samfund står over for kriser og store forandringer – for eksempel klima- og biodiversitetskriserne.
Familien og arbejdet kan potentielt æde al ens tid og opmærksomhed. Barren kan altid hæves for, hvad det vil sige at være en god og omsorgsfuld forælder eller en dygtig og succesfuld medarbejder. Kan en forskydning af fokus fra arbejde og familie til lokalsamfund være en vej til at skabe et tredje sted i folks liv, som kan give en bedre balance i tingene og modvirke stress ved at fjerne noget af opmærksomheden fra det altopslugende arbejds- og familieliv? Disse er tankerne bag et spørgsmål, som jeg gerne vil stille Søren Vester:
Kan den megen stress, som folk oplever i dag, delvist have noget at gøre med, at vi mangler at have ting ’uden for os selv’, som vi skal forholde os til? For eksempel fællesskaber? At der er nogen, der hiver i en og siger, at nu skal man til fodbold eller noget?
”Ja, eller bare være noget for andre.”
Ja, lige præcis. At man er med i det der fællesskab. Eller det kunne måske også være det at dyrke jorden og på den måde have et aktivt forhold til naturen. Min pointe er blot: Har vi brug for at beskæftige os med noget, der ligger uden for os selv?
”Ja! Det der med at vide, at man er en del af et hjul, er vigtigt. Om det så er generationernes forløb, samfundet eller naturen. Men at man i det hele taget sætter sig selv til side – det er den vigtigste læring man kan få. Og den får man, når man flytter ud i et lille samfund og man kan se, at der er brug for en til at gøre rent oppe i hallen eller at stå for noget idræt eller gøre et eller andet. Det er jo crazy livgivende at være med til. Og den der med, når der er nogen, der kommer hen til en og siger: ’tak for hjælpen’. Altså, det er jo fantastisk.”
Parcelhushavens potentiale
Nu er det jo en ægte haveekspert, jeg sidder overfor. Eller ”havemand”, som Søren Vester foretrækker at kalde sig selv. Derfor virker det naturligt at dreje snakken over på haver og deres rolle i den bæredygtige omstilling.
Mange parcelhushaver består basalt set af græs, der bliver slået af en robot, eller en omgang ’skærver’, som er blevet lagt ud over jorden. Er det ikke en helt absurd mængde af ressourcer i form af jord, som ligger dér og bliver brugt til ingenting?
”Jo! Og det er jo det, vi håber, at vi kan være med til at løfte med vores programmer. Et: Vi laver haver uden kemi. To: Vi laver haver, hvor der ikke forsvinder noget fra. Altså i stedet for at folk de tæsker rundt med deres trailer og kører haveaffald på forbrændingen, at man så i stedet smider det på grunden. At man binder det på grunden. At man bruger det i den der cyklus og forstår cyklussen. Du skal kunne forstå din kompost, når du har have.”
En anden mulighed for at udnytte parcelhushavernes potentiale er jo at dyrke grønsager?
”I forhold til den kemi, vi indtager via føden, så ville det være skidesmart at dyrke mere selv. Og der er en helt anden friskhed ved de grønsager, man dyrker selv.”
”Jeg plejer at sige, at man skal gå ud i haven for at redde sig selv. Altså for at man bliver mere rolig. Der er mange der render rundt og er stressede… Jamen så få dig en have!”
Men omvendt er der jo også mange, som synes at have fået en stress-relation til deres have. Så skal der slås græs, og det er der ikke tid til, og så skal der…
”Men hvis man ikke har den interesse for haven, så skal man jo bo i en lejlighed. Så skal man ikke have en have. Eller også skal man bare lave en ’gangbro’ fra hoveddøren og ud til vejen og så lade resten stå vildt.”