Boligarealet vokser i Danmark. Det er skidt nyt for miljø og klima. Kan mindre boliger være en vej til at bo billigere og arbejde og forbruge mindre? Og måske få mere righoldige liv? For at blive klogere på dette, har jeg besøgt Anders Boisen, som bor på Djursland i et hus på 14 kvadratmeter.
Over de seneste 60 år er boligarealet pr. person mere end fordoblet. I 1960 var det gennemsnitlige areal pr. indbygger 23 kvadratmeter. I dag er det vokset til omkring 55 kvadratmeter.
Med al den dejlige plads følger et stigende forbrug af ressourcer. Råstoffer til at bygge boligerne. Energi til produktion af byggematerialer og opvarmning. Og så selvfølgelig også det areal, som byernes voksende boligområder beslaglægger. Især parcelhuset udgør en tung post i ressourceregnskabet.
Fordoblingen af boligarealet er hovedsageligt resultatet af to drivkræfter: Den første er, at vi bor færre og færre under samme tag og dermed er blevet dårligere til at dele pladsen med andre. I dag bor 1,1 mio. voksne danskere alene (heraf ca. 150.000 med hjemmeboende børn). Det svarer til at næsten hver fjerde voksen (23%) nu bor for sig selv. Den anden drivkraft er, at nybyggede boliger er blevet større. Især er det stukket af for parcelhusene, så den gennemsnitlige størrelse af et nybygget parcelhus nu er på ca. 200 kvadratmeter. Ved årtusindeskiftet lå størrelsen på ca. 160 kvadratmeter.
Det voksende forbrug af boligareal har betydet, at det ikke er lykkedes at mindske boligernes samlede energiforbrug over de sidste 30 år. Gevinsten ved energibesparelser og efterisolering er blevet ”spist op” af større boligareal og stigende komfort i form af opvarmning.
Er grænser vejen frem?
En effektiv måde at spare på klodens ressourcer i form af energi, areal og råstoffer ville være at bo på mindre plads. Dette kunne være et argument for at indføre et ”byggestop”.
I betragtning af, at boligarealet pr. person er mere end fordoblet siden 1960, kunne man spørge, om vi ikke har boligareal nok nu? Og hvis nogen bor for småt, er det måske mere et spørgsmål om, at de skulle ”bytte plads” med nogen, der bor for stort.
Nu er et decideret byggestop selvfølgelig et radikalt skridt at tage. Så kunne et andet sted at starte være at bygge mindre, når der bygges nyt?
Det er en ide, som de overvejer Skanderborg Kommune, hvor forvaltningen har foreslået at indføre grænser for nybyggeriets størrelse i bestræbelsen på at nå kommunens klimamål. Helt konkret grænser på maksimalt 120 kvadratmeter for parcelhuse og 100 kvadratmeter for rækkehuse. Forslaget har selvfølgelig affødt diskussion lokalt.
Det kan lyde radikalt at opsætte grænser for boligers størrelse. Men når man bygger stort, beslaglægger man jo ressourcer og foranlediger forurening, som på sæt og vis begrænser andres livs- og forbrugsmuligheder. I det lys kan man spørge, om ikke den enes frihed udgør den andens begrænsning.
Diskussionen om grænser og regler kan dog hurtigt gå i hårdknude og polarisere debatten. Derfor er det interessant at spørge, om der kunne være en anden tilgang til at fremme byggeriet af små boliger, som slår på de positive muligheder i det at bo småt? På min vej fra Hurup til Hellerup er jeg slået et smut omkring Djursland for at møde en mand, der måske har svaret på dette spørgsmål.
Et hus på hjul og med have
Med lidt anstrengelse lykkes det at få mig selv og cyklen viklet igennem fyrretræernes grene og nå frem til målet.
”Det er vist første gang, der er nogen, der er kommet den vej!” Det er Anders Boisen, som kommer mig i møde. ”Du er kommet gennem naboens have. De fleste plejer at tage den anden vej rundt!”
Jeg undskylder mig med, at jeg blot pligtskyldigt har fulgt ”Google Maps-damens” proklamation om at ”destinationen er nået”.
Anders viser mig det sidste stykke vej til hans hus, som er den konkrete anledning til min tur til Djursland. Huset står parkeret mellem nåletræer og enkelte løvtræer. Og jeg mener parkeret, for hans hus er bygget på hjul, så det kan flyttes omkring. Det er et såkaldt ”Tiny House” på 14 kvadratmeter. Her har Anders boet i de sidste par år.
Det er en lun forårsdag og luften er fyldt med den karakteristiske duft af fyrretræer og grannåle. En duft, som minder mig om min hjemegns skove og derfor straks får mig til at føle mig hjemme.
Besøget starter med en rundvisning på grunden. På et lille åbent stykke er Anders i gang med at etablere en skovhave, som dyrkes efter principperne for permakultur. Her er fokus på at arbejde med naturen i stedet for imod den. Herunder at sammensætte planter, der hjælper hinanden gennem symbiotiske relationer. For eksempel kan nogle planter forebygge insektangreb hos andre.
Anders indrømmer straks, at han stadig er nybegynder udi havedyrkningens håndværk. Men han lærer dag for dag gennem det praktiske samspil med planterne. Og så er google og bøger også en god hjælp.
Efter at have set haven vender vi tilbage til huset, som Anders viser frem. Til trods for at der kun er 14 kvadratmeter at gøre godt med, er det imponerende, hvor effektivt arealet er udnyttet. Her er bruseniche, toilet, køkken, alkove og sofahjørne. Med andre ord stort set alle de funktioner en ”normal” bolig på måske 200 kvadratmeter ville have – blot destilleret ned til ganske få kvadratmeter. Og i modsætning til hvad man måske umiddelbart skulle tro, virker pladsen ikke spor forkrampet.
Ikke nok med at huset er lille, det er også ”offgrid”, hvilket betyder at strømmen kommer fra solceller og vandet fra taget. Dermed er klimaaftrykket fra huset minimalt.
”Uha, nu har jeg jo ikke lige fået ryddet op inden du kom”, udbryder Anders, da jeg spørger, om jeg må tage et billede af huset inden for.
At bo småt og leve godt
Efter rundvisningen sætter vi os på terrassen uden for huset for en snak om Tiny Houses, bæredygtighed og det gode liv, mens vi drikker om kop te brygget på regnvandet fra husets tag.
For Anders handler det at bo om meget mere end blot det praktiske i at have et sted at opholde sig. Efter at have afsluttet sin kandidatuddannelse i oplevelsesøkonomi, arbejdede han i en årrække med borgerinddragelse og byudvikling i Aarhus Kommune. Det var en tilværelse med ”8 til 16” job, pensionsopsparing og lejlighed i Aarhus. Men der manglede ligesom noget i livet. Han kunne ikke se sig selv fortsætte ad den klassiske karrierevej resten af livet frem til pensionen. Det syntes også uforeneligt med ønsket om at finde en bæredygtig måde at leve på.
Derfor endte han med at opsige jobbet og kaste sig ud i byggeriet af sit eget Tiny House. Anders forklarer, at det for ham var en måde at gøre modstand mod den herskende livsform. Men også et valg, som mange nok kan drømme om, men de færreste tør kaste sig ud i.
”Det er klart, at når man opgiver livsstilen med fast arbejde og pensionsopsparing, så giver man også slip på den tryghed, der knytter sig til den livsstil. Men omvendt vinder man også nye værdier og nye livsmuligheder, som ud over at give mere livsindhold også er i bedre overensstemmelse med det at leve på en klode med begrænsede ressourcer.”
Når man bor småt, selv bygger sit hus og dertil kun forbruger den strøm og det vand, man selv ”høster” på sin grund, kan man leve for næsten ingen penge. Dermed bliver lønarbejdet ikke et must for at kunne få økonomien til at løbe rundt, og det frisætter tid til andre typer af gøremål.
”Det giver en frihed i hverdagen i form af tid til det praktiske arbejde med at dyrke grønsager til eget forbrug. Det handler også om en tilværelse, hvor man arbejder for livet i stedet for at arbejde for at tjene penge.”
På den vis handler Tiny House-bevægelsen for mange ikke kun om boligen, men lige så meget om en ny livsform. Anders har fundet en anden form for ro i hverdagen med bedre tid og mere nærvær. Og det praktiske arbejde med for eksempel haven giver et sanseligt ”tilstedevær” i tilværelsen, som han ikke havde tidligere.
Tiny House og gældsfrihed til trods, er Anders selvfølgelig stadig en del af samfundet og markedsøkonomien – så penge skal der også til. Men hvor han før var nødt til at have et fast lønarbejde for at kunne betale husleje, regninger og indkøb, så er omfanget af det betalte arbejde i dag bestemt af det konkrete behov for penge. Og når man kan leve for få tusinde kroner om måneden, er det begrænset, hvor meget lønnet arbejde man er nødt til at tage. I Anders’ tilfælde er hans erfaringer med at bygge et Tiny House i høj grad også blevet en kilde til at tjene penge gennem kurser o. lign. for andre, som drømmer om at ”go tiny”.
Risiko for individualisering af klimaansvaret?
Anders Boisen har udgivet den stærkt anbefalelsesværdige bog ”Om at bo småt og leve godt”, som kombinerer den konkrete og praktiske fortælling om hans egne erfaringer med brede historiske og filosofiske perspektiver. Bogen fik mig dog til at tænke over forholdet mellem den bæredygtige omstilling som et individuelt eller et kollektivt ansvar. Noget, jeg gerne ville høre Anders’ tanker om:
Når jeg læser din bog, får jeg en fornemmelse af en individualiserende undertone. Bogen er jo skrevet i jeg-form, og en af de personer, du særligt henter inspiration fra, Henry Thoreau, har jo også i høj grad skrevet ud fra sine egne personlige erfaringer med forholdet til naturen og livet. Er der ikke en risiko for at gøre det bæredygtige til et individuelt livsstilsvalg snarere end et kollektivt ansvar?
”Jeg er enig i, at den bæredygtige omstilling ikke kun handler om individuelle forandringer, men også om at gøre op med det svulstige samfund med fokus på forbrug og vækst. Grundlæggende handler det om at om-programmere samfundet. Det skal være andre værdier, som styrer den samfundsmæssige prioritering. Herunder at gøre op med dogmerne bag planlægning og politik.”
Som eksempel nævner Anders det paradoksale i, at man i samfundsøkonomiske beregninger endnu kun i begrænset omfang medregner forbrugets negative konsekvenser for klima, miljø og mennesker. Han henviser til et aktuelt studie, som viser, at hvis man omregner de negative konsekvenser af den danske økonomi til kroner og ører, så ville disse udgøre en tiendedel af landets samlede bruttonationalprodukt (BNP). ”Og så kan man jo godt overveje, hvor meget vi reelt får ud af væksten i BNP i form af reel værdi.”
I det hele taget mener Anders, at fællesskaber spiller en vigtig rolle for den bæredygtige omstilling af samfund og hverdag. Et eksempel er de fællesskaber, der opstår omkring Tiny Houses, hvor lokale fællesskaber fx forbindes på tværs af geografi gennem online medier.
Efter en times snak i forårsvarmen slutter besøget hos Anders Boisen. Det har været interessant at se et bud på, hvordan det er muligt at skabe en ny form for frihed i tid gennem at indrette sig småt og billigt.
Jeg takker for samtalen og triller videre med cyklen. Denne gang ad den officielle vej og uden om naboens grund.
Følg Anders Boisen og hans liv i og omkring sit Tiny House på hjemmesiden Hjem på hjul eller på Facebook.
Fra midten af maj 2023 er jeg på en cykeltur på tværs af landet i jagten på det bæredygtige hverdagsliv. Læs mere og følg med på denne hjemmeside eller på Facebook.