Kan mennesker og klode holde til mere arbejde?

Vi skal arbejde mere og længere, men er det en holdbar vej at gå? På min tur igennem landet har jeg mødt flere, som fortæller om et arbejdsmarked, der kaster folk af karrusellen. Frivilligt som ufrivilligt. Når arbejdsskruen strammes, kan det gå ud over livskvaliteten og få flere til at forlade arbejdsmarkedet. En alternativ strategi kunne være at reducere arbejdstiden til glæde og gavn for både mennesker og planet. Læs her om Nanna, Henning og Karen, som forlod lønarbejdet til fordel for en mere livgivende måde at arbejde og leve på.

”Glem det, venner.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, da hun forholdt sig til spørgsmålet om kortere arbejdstid på erhvervskonferencen Impact x Future of Denmark i starten af marts 2023. ”Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner. Glem det.”

Om vennerne var erhvervsfolkene på konferencen, fortalerne for kortere arbejdstid eller os alle sammen står hen i det uvisse. Men uanset hvad, må man forstå, at kortere arbejdstid er en ide fostret på Månen og uden jordforbindelse til den virkelige verden fyldt med stigende behov for ældrepleje, sundhedstilbud, styrket forsvar og grøn omstilling. Dermed ligger udtalelsen fint i tråd med den ”nødvendighedens politik”, som SVM-regeringen i høj grad er fortaler for.

I sin essens handler det om, at velfærdsstatens fremtid skal sikres gennem øget arbejdsudbud. På jævnt dansk betyder det, at flere skal arbejde mere og længere med henblik på at sikre flere skattekroner til velfærdssamfundet og flere hænder til fx sundhedsområdet. Et aktuelt eksempel på nødvendighedens politik er afskaffelsen af Store Bededag.

En langtidsholdbar strategi?
Man kan dog rejse spørgsmålet om, hvorvidt strategien med at presse folk til at arbejde mere holder i længden. Ikke kun ud fra et menneskeligt perspektiv eller ud fra det at øget økonomisk aktivitet indebærer større træk på klodens ressourcer, men også helt lavpraktisk i forhold til om strategien rent faktisk sikrer det ekstra arbejdsudbud, som er dens erklærede mål.

Undervejs på min cykeltur fra Hurup til Hellerup har jeg nu efterhånden talt med en del borgere, som er gået ned i arbejdstid (og forbrug). Flere af dem fortæller en enslydende historie om, at det var presset på arbejdsmarkedet, som fik dem til at vælge at gå ned i tid, så de bedre kunne følge med og skabe et mere meningsfuldt liv for dem selv og deres nære. Man kan derfor spørge, om en insisteren på, at alle skal give et ekstra nøk i arbejdslivet, kan få den paradoksale konsekvens, at flere drosler ned i arbejdet eller måske helt forlader rollen som lønmodtager?

Drivkræfterne bag et stresset arbejdsliv
På tværs af de historier, jeg har hørt, kan der spores især to drivkræfter, som synes at bidrage til at gøre arbejdslivet til noget, der tærer på livskvaliteten. Den ene er oplevelsen af, at tingene går hurtigere og hurtigere. Der skal nås mere på kortere tid. Citronen presses. Det kan fx komme til udtryk ved at der stilles højere krav til medarbejdernes fleksibilitet.

Det er en udvikling, som har lighedstræk med det, den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder den sociale acceleration. Hans pointe er, at tingene går stadigt hurtigere på stort set alle områder af det moderne liv. For eksempel i arbejdslivet, hvor der hele tiden skal arbejdes hurtigere og mere effektivt. Eller i forbruget, hvor fx produkter bliver hurtigere forældede eller umoderne og skal udskiftes med stadigt større hast. Den sociale acceleration er en gennemgående drivkraft i det moderne.

Den anden drivkræft handler om, at arbejdslivet i stigende grad overlæsses med det, som filosof og forfatter Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmark kalder ”pseudoarbejde” i bogen af samme navn fra 2018. Det vil sige opgaver i form af administration, dokumentation, strategiudvikling og organisationsarbejde mv., som reelt er uproduktive og sjældent tjener andet formål end at være ”målet i sig selv”.

Problemet med pseudoarbejdet er, at det tager tid fra det, man kunne kalde ”kerneydelsen”. Mange, der bliver sat til at udføre pseudoarbejde, ved godt selv, at det er spild af tid – hvilket ikke just fremmer glæden ved arbejdet.

Nanna: Karrierejob og hverdagens tidskabale
Et eksempel på, hvordan farten i det moderne arbejdsliv kan være årsag til at vælge kortere arbejdstid, er journalist og forfatter Nanna Hyldgaard Hansen fra Aarhus. Hun har skrevet flere bøger om at gå ned i forbrug og arbejdstid.

Nanna fortæller, at det hele begyndte med, at hun og manden for nogle år siden oplevede stress, som for dem begge førte til længerevarende sygemelding. Begge havde spændende, men hektiske, karrierejobs, som tog meget af både deres energi og tid. Karrieren skulle samtidig balanceres med rollen som småbørnsforældre. Kabalen gik ikke op, og til sidst knækkede filmen.

Sygemeldingen blev dog samtidig vejen til en erkendelse af, at livet måtte indrettes på en ny måde med plads og overskud til familie og nærvær. Resultat: Familien barberede forbruget kraftigt ned, så forældrene kunne gå på deltid. Senere endnu etablerede Nanna sig som selvstændig forfatter og foredragsholder om hverdagsliv, tid og forbrug og gav dermed helt slip på lønarbejdet.

Nannas fortælling giver indblik i en dynamik knyttet til karrierejobs, hvor der næsten ikke er nogen grænser for, hvor meget man kan engagere sig i sit arbejde. Karriere og identitet er ofte tæt knyttede, og forventningerne fra kollegaer og ledere er ofte, at man giver den hele armen. For mange kan det fungere i en periode, men for nogle bliver det til sidst for meget – især hvis man har børn, som har det med at kræve opmærksomhed på uventede måder og tidspunkter.

Henning: Det snævre arbejdsmarked
Henning fra Vammen ved Viborg har også vinket lønarbejdet farvel for at fokusere på sit kunstneriske arbejde. Ikke fordi han tjener mange penge på det. Faktisk slet ikke. Men fordi han trods flere jobs aldrig rigtig har fundet sig til rette på arbejdsmarkedet. Han siger om sig selv, at han er lidt af en enspænder, der har det godt med at få ro til at arbejde med de ting, der interesserer ham. Det sociale knyttet til jobs var en gene for ham.

Til sidst fandt Henning og hans kone, Karina, frem til den ordning, at det er Karina der henter pengene hjem gennem sit arbejde på et Jobcenter, mens Henning passer sin kunst og har overtaget broderparten af det huslige arbejde på hverdage. Ordningen er til stor glæde for dem begge. Henning kan arbejde med det, der virkelig interesserer ham, og Karina slipper for at skulle lave mad efter fyraften. Det giver hende mere ro i hverdagen og bedre tid til at passe hendes politiske arbejde.

Henning og Karina kan leve for en indkomst, fordi de bor småt – i et hus på 80 kvadratmeter – og fordi de generelt ikke føler ”behov” for at købe nyt. De lever fint med det køkken, der var i huset, da de købte det for et par år siden. Og ferierne tilbringes under hjemlige himmelstrøg og ofte med at besøge venner rundt om i landet.

Nanna og Henning er begge eksempler på, hvordan det at leve småt og forbruge lidt kan give en frihed i forhold til at arbejde mindre og indrette hverdag og arbejde på nye måder.

Karen: Stigende krav om fleksibilitet
En tredje historie stammer fra Nordvestsjælland, hvor jeg har mødt Karen Lisbeth Brinch Birk. Sammen med sin mand, der er i lære som kok, driver hun Skortskær Bondegårdsferie og B&B ved Sejerø Bugt. Ind til for et par år siden, var hun buschauffør, men arbejdet blev mere og mere krævende. Hvor man tidligere havde faste vagter, blev der i stigende grad stillet krav til de ansatte om at være fleksible. Vagtplaner blev lagt for kun en måned ad gangen, hvilket gjorde det svært at planlægge hverdagen, og Karen havde ikke længere faste ture. Det sidste søm blev hamret i kisten, da Corona-pandemien betød krav om løbende Corona-test.

Karen sagde sit arbejde op og helligede sig fuldt ud det B&B, som hun og manden havde opbygget over de seneste år. Afskeden med lønarbejdet gav langt større glæde og overskud i hverdagen. Ikke fordi Karen arbejder mindre end tidligere, men nu kan hun bedre tilrettelægge farten og rytmen til hendes behov. Karen trives med at udvikle stedet, mødet med gæsterne og at passe gårdens mange dyr og planter.

Arbejdsmarkedet som en karrusel
Det moderne arbejdsmarked kan sammenlignes med en karrusel, der kører hurtigere og hurtigere. De ”stærke” kan holde sig fast på karrusellen, og trives måske endog ved farten og det sug i maven, det giver at have mange bolde i luften og at tænke og handle hurtigt, men rigtig mange hænger i ved neglene.

Der synes at være to forskellige måder at stige af karrusellen. Den ene er den, hvor man til sidst mister grebet og tumler ud i stressens og udbrændthedens mørke. Her er man så henvist til at forsøge at få hold på sig selv igen, hvorefter mange forsøger atter at hoppe op på karrusellen for at tage en ny omgang. Den anden er den mere kontrollerede måde, hvor man i tide indser, at lønarbejdet ikke fungerer for en. Man går måske på deltid eller man springer helt af og lander med benene i en tilværelse som selvstændig.

Interessant nok er livet som selvstændig faktisk mere tillokkende og roligt for nogen end livet på lønarbejdets hvirvlende karrusel. Det er som om, vi har skabt et lønarbejde, der med sit fokus på produktivitet og effektivitet (og pseudoarbejde) for mange har mistet sin mening og er blevet for hektisk.

Hvilket fører os tilbage til Mette Frederiksen og arbejdsudbuddet. Ansvarlighedens politik handler nemlig om, at vi skal være længere på karrusellen samtidig med at tempoet skrues op, så vi kan få mere fra hånden. Vi skal klemme ballerne sammen! Men vil højere tempo og mere arbejde ikke kaste flere mennesker af karrusellen? Og er ansvarlighedens politik overhovedet (samfunds-)økonomisk holdbar, hvis flere bliver langtidssygemeldt med stress, måske aldrig kommer tilbage på jobbet eller i sidste ende vælger et roligere liv som selvstændig?

En ny velfærdsmodel baseret på sufficiency
Det er som om, at den logik, vi oprindeligt byggede velfærdsstaten på – at den finansieres gennem skatter og afgifter fra en stadigt voksende økonomisk aktivitet – ikke længere er gangbar.

Alligevel holder mange politikere indædt fast i denne logik, og når velfærdssamfundet møder udfordringer, trækkes løsningen i automaten: øget arbejdsudbud og økonomisk vækst. Men måske er vi nået til grænsen for denne strategi? Og måske fører en stædig fortsættelse af strategien til en stadigt mere absurd samfundsudvikling?

Jeg tror, at vi er nødt til at slippe gamle tænkemåder og søge nye veje mht. indretningen af samfund og hverdagsliv. Veje, som tager afsæt i princippet om sufficiency. Først og fremmest af hensyn til klima og biodiversitet – dvs. klodens planetære grænser – men også af hensyn til menneskers liv og velfærd.

Vi er nødt til at forbruge færre ressourcer samtidig med at vi skaber bedre rammer for at mennesker kan leve gode liv. Min tese er, at det faktisk er muligt. Men kun hvis vi gør op med ideen om fortsat vækst i forbrug og økonomi og vender den historiske udvikling ved at fremme kortere arbejdstid og mindre forbrug (for de færre penge, vi tjener). Det kan give bedre tid til ro, nærvær, fordybelse og et nyt engagement i fællesskaber af mange slags.

Det er bestemt andre vigtige samfundsudfordringer, som skal håndteres – også inden for rammerne af en sufficiency-baseret økonomi. Behovet for flere hænder inden for omsorg, sundhed og grøn omstilling såvel som mindre økonomisk ulighed, for nu at nævne de nok vigtigste. Jeg vil i senere artikler sætte fokus på, hvordan man kunne tænkes at sammentænke sufficiency med løsningen af disse samfundsudfordringer.

Fra midten af maj til starten af juni 2023 er jeg på en cykeltur på tværs af landet i jagten på det bæredygtige hverdagsliv. Læs mere og følg med på denne hjemmeside eller på Facebook.

Illustration: Gert Altmann (Pixabay)