Min cykeltur fra Hurup til Hellerup er slut! Undervejs har jeg mødt mennesker med historier og perspektiver, der hver især bidrager til diskussionen om et fremtidigt hverdagsliv baseret på sufficiency. Det har været opmuntrende at opleve den store bredde i måder at leve og tænke på. Det er til inspiration for en hverdag baseret på mindre forbrug og et samfund, hvor penge ikke (alene) er omdrejningspunktet for politikken. For som jeg lærte i en af mine sidste samtaler på turen: ”Hvis vi kan gøre noget, så har vi også råd til at gøre det!”
Søndag den 4. juni nåede jeg frem til Hellerup. Dermed var tre ugers cykeltur på tværs af landet slut. Det blev til 17 samtaler og mere end 600 km cykling i benene.
Det har været fantastisk at opleve landet fra sin smukkeste side – skove, vand og landskaber badet i forårssolen. Ikke en eneste regndråbe har jeg mødt på turen, hvilket selvfølgelig er skidt for landmænd og haveejere, men luksus for cyklister.
Mest fantastisk har det selvfølgelig været at tale med folk undervejs om et emne, der ligger mig meget på sinde: Hvordan skaber vi et hverdagsliv og et arbejde, som trækker på langt færre ressourcer og derved bringer samfund og økonomi inden for klodens planetære grænser? Det vil sige spørgsmålet om sufficiency?
Hvilke svar har jeg så fundet?
Det er endnu for tidligt at formulere entydige konklusioner. Først skal alle indtryk og samtaler fordøjes og bringes ind i en samlet analyse i form af den bog, jeg skal arbejde på i resten af min tre måneder lange orlov fra universitetet. Her følger dog et par indsigter fra turen, som supplerer de øvrige, jeg tidligere har fortalt om her på hjemmesiden og på min side på Facebook.
Mangfoldighed i livsform
En af de ting, der har slået mig på turen er, hvor fantastisk en forskellighed der er i både menneskers måder at tænke og leve på. Jeg har mødt de meget kollektivt og socialt orienterede, som trives ved at bo i fællesskab med (mange) andre mennesker, men også dem, der foretrækker en mere ”tilbagetrukken” tilværelse uden alt for meget liv omkring sig. Jeg har mødt folk, der er dybt optaget af klima og miljø og har gjort det til et omdrejningspunkt i deres liv, men også dem, der ikke som sådan er optaget af klima- og biodiversitetskrisen, men alligevel lever ganske nøjsomt i ressourcemæssig forstand. For eksempel ud fra ønsket om at nedbringe deres udgifter, så de har mulighed for at arbejde mindre.
Der kan i denne forskellighed i livsformer være meget inspiration at hente i forhold til den bæredygtige omstilling af hverdagsliv og forbrug. Valget af at gå ned i forbrug og arbejdstid kan dog også opleves svært inden for rammerne af et samfund, som i vid udstrækning synes at basere sig på en form for ”kassetænkning” i forhold til, hvordan mennesker skal bo og arbejde.
For eksempel er det vanskeligt for mange at gå på deltid. Enten fordi det ikke er velset på ens arbejdsplads eller fordi deltid i praksis ikke betyder, at man får færre opgaver, men blot kortere tid til at nå de samme opgaver på.
Kortere arbejdstid og mindre forbrug som strategi for sufficiency kræver derfor nytænkning på tværs af mange af samfundets institutioner – ikke mindst på arbejdsmarkedet.
Undergraver kortere arbejdstid velfærdssamfundet?
Et fast kritikpunkt af ideen om kortere arbejdstid er, at det vil undergrave velfærdssamfundet og arbejdsudbuddet. Rationalet lyder: Hvis folk arbejder mindre, vil bruttonationalproduktet (BNP) falde og der bliver færre indtægter fra skatter og afgifter til at dække udgifterne i velfærdssamfundet (under antagelse af uændret skatteprocent). Dertil vil kortere arbejdstid give endnu større problemer med at dække behovet for arbejdskraft på centrale velfærdsområder som fx dagpleje, skoler, sygehuse og i ældreplejen.
Og det er da også en korrekt kritik – hvis man vel at mærke holder sig til den måde at tænke samfund og økonomi på, som er den fremherskende i dag. Her opgøres det meste i kroner og ører – om det så er BNP, samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser af nye investeringer eller det finanspolitiske råderum. Sidstnævnte er i øvrigt en størrelse, som nok de færreste reelt forstår, hvordan beregnes – mange folketingsmedlemmer inklusive, gætter jeg – men som har afgørende indflydelse på landets politik.
For mange lyder udtryk som Finansministeriets diskonteringsrente, det finanspolitiske råderum og kravet om strukturel balance på den offentlige sektors saldo som sort snak. Men tag ikke fejl! Det er teknokratiske regnestørrelser baseret på teoretiske modeller og antagelser, som i vid udstrækning afgør diskussioner om fx afskaffelse af helligdage, etableringen af en ny Kattegatforbindelse, om der er råd til flere børnehavepædagoger eller om vi kan tillade os at arbejde mindre. Der går en direkte linje fra disse teoretiske størrelser til din og min hverdag og fremtid.
Diskussionen om samfundets udvikling er i stor udstrækning druknet i en snak om, hvorvidt vi har penge nok til dette eller hint. Den tager afsæt i det, som lektor ved Syddansk Universitet, Villy Søgaard, kaldte ”den store pengeillusion” i en kronik i Kristeligt Dagblad fra 2015.
I stedet for at tale om kroner og ører, burde snakken i stedet handle om reale ressourcer.
Vi har råd til at gøre, hvad vi kan gøre
På mit sidste stop inden Hellerup besøgte jeg Inge Røpke i Søborg i det nordlige København. Hun er professor emeritus i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet – og var for nu snart en hel del år siden vejleder på min ph.d.-afhandling Informations- og kommunikationsteknologi i familiens hverdag.
Inge Røpke argumenterer for at droppe penge som målestok for, hvad vi kan gøre og ikke kan gøre. I stedet for at spørge, hvad vi har råd til at gøre målt i penge, skal vi i stedet spørge, hvad vi har råd til at gøre målt i reale ressourcer.
Reale ressourcer er de ressourcer, som er reelt nødvendige for at producere noget. Det er materielle ressourcer som energi, landjord, biomasse, mineraler og metaller, maskiner (produktionsapparat) såvel som arbejdskraft. Størrelsen af sidstnævnte handler i høj grad om mængden af den tid, vi bruger på at arbejde.
Penge er ikke en real ressource. Penge er blot en historisk bestemt metode til at fordele rettigheder til forbrug af reale ressourcer. Det er et redskab til at organisere fordelingen og udvekslingen af arbejdskraft og andre ressourcer mellem mennesker og organisationer.
Om man tænker i penge eller reale ressourcer gør en verden til forskel. Med reference til den fremtrædende britiske økonom John Maynard Keynes (1883-1946), formulerer Inge Røpke det sådan: ”Vi har råd til at gøre det, vi kan gøre”. Eller sagt på en anden måde: Har vi de reale ressourcer, der skal til for at muliggøre et givent mål, så kan vi altid få råd til at gøre det. Det sidste handler alene om, hvordan vi tilrettelægger økonomien for at nå det ønskede mål. Det vil sige politik.
Et konkret eksempel er behovet for flere hænder i hjemmeplejen og på sygehusene. Ud fra tænkningen i reale ressourcer, er det i princippet ikke noget problem at løse dette behov, hvis blot vi har tilstrækkeligt med reale ressourcer (i dette tilfælde arbejdskraft). En måde at få nok arbejdskraft på kunne så være at flytte arbejdskraft fra de områder, vi prioriterer mindst, til de områder, vi prioriterer højest. For eksempel fra reklamebranche og markedsføring, som man kan argumentere for tilfører samfundet begrænset nytte og glæde, til hjemmepleje og sygehuse.
Ud fra denne tankegang er det heller ikke nødvendigvis et problem at arbejde mindre og samtidig sikre en passende offentlig service. Det kunne for eksempel ske ved at flytte en del af det reale ressourceforbrug fra det private forbrug i husholdningerne og over til den offentlige sektor samtidig med at arbejdstiden generelt sænkes. Helt lavpraktisk ville en sådan strategi fx kunne mærkes i hverdagen i form af et mindre forbrug af produkter, ferierejser og boligareal samtidig med at der går længere tid imellem at boligens badeværelse og køkken bliver renoveret. Til gengæld forbedres omsorgen for ens gamle forældre og man ville selv få mere fritid på hænderne.
Lyder det som en attraktiv fremtid? Som sagt, er det ikke nødvendigvis en umulig fremtid, for ”hvis det kan gøres, så er der råd til det!”
At skabe en sådan fremtid kræver selvfølgelig politik og reformer (fx af skatter og afgifter). Men sådan er det jo altid. Og hvis vi kunne slippe fokuseringen på pengeøkonomiens logik og termer, kunne vi måske åbne op for en større kreativitet i vores fælles drømme om ”det gode liv” i et samfund, som trives inden for grænserne af klodens økosystemer.
Måske inspireret af nogle af de fortællinger om andre måder at indrette livet på, som jeg har hørt på min rejse fra Hurup til Hellerup.
En stor tak til alle jer, der inviterede mig inden for i jeres hjem og tog jer tid til en snak!