Bilen kan være en tidsrøver. I hvert fald hvis man regner på, hvor mange timer der skal arbejdes for at betale for den. Mange kunne skippe bilen og få to måneders ekstra ferie om året!
Ligegyldigt hvor meget tid han sparede, blev der aldrig noget tilovers. Tiden forsvandt simpelt hen på gådefuld vis og var der ikke mere. Hans dage blev kortere og kortere, først ganske umærkeligt, men efterhånden helt tydeligt. Før han rigtig fik set sig om, var der allerede igen gået en uge, en måned, et år og endnu et år og et til.
Sådan lyder en passage i Michael Endes finurlige eventyr om Momo og tidstyvene. Det er barberen, hr. Fusi, som har fået følelsen af at tiden forsvinder for ham efter sit møde med en grå herre fra Tids-Sparekassen. Den grå herre – som i virkeligheden er tidstyv – har ellers overbevist barberen om, at hvis han bruger sin tid mere effektivt og skærer alt overflødigt fra, fx hyggesnakken med kunderne, så vil han spare en masse tid, der så kan spares op i Tids-Sparekassen. Som sagt, så gjort! Hr. Fusi lever nu et effektivt og tidsoptimeret liv, men alligevel er det, som om tiden ikke rækker.
Der er sikkert mange, der genkender følelsen af, at tiden forsvinder mellem fingrene på en – ligegyldigt hvor meget man ellers anstrenger sig for at løse dagens opgaver smartere og hurtigere.
Tiden er en sælsom fugl. Den synger besnærende om de mange mål og drømme, vi stræber efter at opnå, men det lykkes os aldrig rigtig at fange den, inden den flyver videre.
Vi gør ellers meget for at spare tid i hverdagen. Eller rettere: Vi bruger ofte tid og effektivitet som en begrundelse for, hvorfor vi gør, som vi gør. Det er dog ikke altid sådan, at det vi gør, rent faktisk giver os mere tid. Nogle gange inviterer vi endda tidstyve ind i vores liv, som nok lover os tid og overskud, men i virkeligheden æder tiden.
Tag bilen som et eksempel. I det moderne samfund er den blevet indbegrebet af et praktisk og effektivt liv. En magisk ”tidsmaskine”, der giver fleksibilitet og frisætter tid til at man kan nå de ting, man gerne vil nå, og få hverdagens tidskabale med børn, arbejde, sport osv. til at gå op. Med bilen kan man hurtigt nå langt omkring.
Men bilen er også en tung post på budgettet i mange husholdninger. Den koster penge til køb, vedligehold og drift. Penge, der for de fleste må tjenes hjem via et arbejde.
Så hvor mange timer skal man egentlig arbejde, for at have råd til at holde bil? Og hvor tidsoptimerende er bilen egentlig, hvis man i stedet kunne holde fri i disse timer?
Tidshelt eller tidstyv?
Det er nok de færreste, som har lavet regnestykket over, hvor meget de rent faktisk betaler for at have bil, inklusive benzin, forsikringer, dæk, vedligehold, vask, parkering, afbetaling af lån mv. Men gør man det, ville mange opdage, at deres kæreste eje ikke kun er et dyrt bekendtskab, men også en ægte tidstyv.
350 timer. Det er det omtrentlige antal af timer, der skal arbejdes, for at have råd til at have bil. Eller sagt på en anden måde, så bruger mange i omegnen af to arbejdsmåneder om året på at fodre pengeslugeren i carporten.
Tid, som i princippet kunne veksles til en kortere arbejdsuge eller mere ferie, hvis man droppede bilen.
Det gælder i hvert fald, hvis man – som så mange andre – købte årets mest solgte bil herhjemme i 2022, en Citroën C3, har en dansk gennemsnitsløn på 243 kr. i timen og en skat på 40 pct.
En anden måde at opgøre bilens reelle tidseffektivitet på er at medregne den tid, det tager at tjene penge hjem til bilen, i udregningen af bilens gennemsnitlige hastighed. Gør man det ud fra samme forudsætninger som før, lander bilens gennemsnitlige hastighed på rundt regnet 29 km/t.
Altså ikke meget hurtigere end det, man kan klare på en elcykel. Og så giver elcyklen endda frisk luft og motion og sparer tid i træningscenteret!
Handler også om samfundets indretning
Det er klart, at regnestykket vil variere meget efter især bilens prisklasse, om bilen købes brugt eller som ny og størrelsen af ens timeløn. Det er også klart, at der er en del, som i praksis har meget svært ved at undvære bilen – ikke mindst blandt folk, der bor i tyndtbefolkede områder med dårlig eller helt fraværende kollektiv trafik. Her ville det ofte tage uforholdsmæssig lang tid at transportere sig uden bil.
Omvendt er det også klart, at mange bilejere bor tæt på deres arbejdsplads eller i områder med god kollektiv trafik, hvor bus, tog eller cykel udgør et reelt alternativ til at køre i bil. Ikke kun i forhold til den daglige pendling til jobbet, men også til mange andre aktiviteter i hverdagen. Især for denne gruppe kan man argumentere for, at bilen er en sand tidstyv.
Behovet for bil er langt hen ad vejen et spørgsmål om, hvordan vi indretter samfundet – ikke mindst mht. infrastruktur og kollektiv trafik. Her har politikken og den historiske udvikling primært været til fordel for biltrafikken. Ofte indsvøbt i argumentet om, at bilen er tidsbesparende og selve indbegrebet af fleksibilitet og frihed i hverdagen. Men som regnestykkerne i denne artikel viser, er det mildest talt en sandhed med modifikationer.
Måske man kunne tænke hverdagsliv og transport på nye måder, hvor husstandens første (eller anden) bil blev vekslet med kortere arbejdstid og mindre miljøbelastende transportformer. Det kunne ske under overskriften: Mindre bil og motorvej, mere cykel og tid til familien.
Det kunne måske være begyndelsen på et ægte eventyr om tid og bæredygtighed!
Lav din egen beregning
Hvis du selv er bilejer og gerne vil lave din egen beregning af, hvor mange timer du skal arbejde for at have råd til bilen, og hvad dens ”reelle” gennemsnitshastighed er, kan du her downloade regnearket med eksemplet i artiklen. I regnearket kan du finde yderligere oplysninger om forudsætningerne for regneeksemplet i artiklen og erstatte tallene for Citroën C3-eksemplet med dine egne tal.
Citatet i starten af artiklen er fra Michael Endes bog Momo udgivet i 2003 på Sommer & Sørensen (oversat af Erik Jensen).
I foråret 2023 tog jeg på en cykeltur fra Hurup til Hellerup i jagten på det bæredygtige hverdagsliv. Undervejs lavede jeg flere korte film, hvor jeg delte mine tanker om løst og fast (dog ofte mere løst end fast). For eksempel denne lille film fra en solrig Kr. Himmelfartsdag, hvor jeg funderer over vores forhold til transport og bevægelse i hverdagen.