I spørgsmålet om klimakrise og økologisk kollaps føler mange håbløshedens melankoli. For er en anden og bedre verden overhovedet mulig? Og hvilken forskel kan man gøre? Det opløftende svar er: Langt mere, end du tror.
Hvorfor dog bruge sommerferien på at skrive en bog om bæredygtighed og sufficiency, når man i stedet kunne have fordrevet tiden under solen med en krimi? Eller pusle om det grønsagsbed, der er blevet fast inventar på drømmenes to do liste?
Hvorfor engagere sig i den bæredygtige omstilling, når man i stedet kan bruge tiden ved Algarvekystens markedsførte azurblå vande? Hvorfor spilde endeløse timer på at rejse tværs over Europa i forsinkede Deutche Bahn tog, når fly ikke bare er billigere og hurtigere, men også mere pålidelige?
Måske du også til tider gribes af tvivlen? Er det besværet værd?
Eller melankolien? Det resignerede håbs trofaste følgesvend. Fornemmelsen af at stå alene på sidelinjen og råbe til en verden, der med speederen i bund smadrer sit eksistensgrundlag i jagten på vækst og øget forbrug? Hele vejen med bevidstheden om det uundgåelige økologiske kollaps som ildevarslende underlægningsmusik. Når dramaet slutter, må vi på børnebørnenes undrende spørgsmål svare: Vi vidste det hele, og vi lod det ske.
Er det på tide at opgive troen, erklære kampen for tabt, lukke øjnene og nyde livet i fulde, ubekymrede drag? Ferie til Syden og SUV i carporten.
Jeg er næppe den eneste, der kan strejfes af sådanne tanker.
Gammelt forsøg giver håb
Men det er for tidligt at give fanden i det hele. Det blev jeg mindet om forleden, da jeg hørte et afsnit af den fantastiske, amerikanske podcast Crazy Town.
I afsnittet omtales et gammelt psykologisk eksperiment, som viser, at vi kan gøre en betydende forskel i verden. Javist, superhelten der redder os fra verdens undergang findes kun i Hollywoods fiktive univers, men mindre kan også gøre det.
I 1950erne gennemførte den amerikanske psykolog Soloman Asch en serie bemærkelsesværdige forsøg, der gav indsigt i gruppedynamikker og menneskers tendens til at søge konformitet. Det vil sige vores iboende tendens til at undertrykke egne synspunkter, der strider mod en herskende konsensus. Men forsøget viste også, og det er det essentielle, at tør man gå imod konsensus, kan det gøre en verden til forskel.
Forsøgsdeltagerne i Aschs eksperiment fik at vide, at der var tale om en undersøgelse af menneskets synsevne, hvor de sammen med andre deltagere skulle vurdere længden af streger. I virkeligheden var alle de andre deltagere en del af forsøgets set up. Altså ”falske forsøgsdeltagere”. Men det vidste den ”rigtige forsøgsdeltager” ikke.
I forsøget blev deltagerne vist en streg af en vis længde. Opgaven bestod nu i at vurdere stregens længde i forhold til et papir med tre streger i forskellige længder. Deltagerne skulle på skift svare, hvilken streg, der passede med længden af den viste streg. I alle runder svarede den rigtige forsøgsdeltager til sidst.
Den særlige finte i forsøget var, at de falske deltagere var blevet instrueret til at svare rigtigt i de første runder, men derefter forkert i varierende omfang. Nogle gange var det kun en enkelt eller to, der svarede forkert. Andre gange dem alle.
Forsøget viste, at de falske deltageres svar havde stor indflydelse på den rigtige forsøgsdeltagers svar. Næsten 75 procent af forsøgsdeltagerne gav forkert svar mindst én gang. Det vil sige, at de svarede noget andet end det, de vidste var det rigtige svar. Til sammenligning viste et kontrolforsøg, at uden falske deltagere, blev der svaret korrekt i 99 procent af tilfældene.
Forsøget demonstrerer menneskers konformitets-søgende tendens i gruppesammenhænge. Når alle andre svarer ens, følger vi trop og svarer det samme – også selv om vi ikke mener, at det er det rigtige svar. Da de rigtige forsøgsdeltagere efterfølgende blev spurgt, hvorfor de havde svaret forkert, var frygten for at tabe ansigt overfor andre den gennemgående forklaring.
Det lyder måske ikke umiddelbart så opmuntrende. Og så alligevel! Der var nemlig en afgørende krølle ved forsøget: Tilbøjeligheden til konformitet afhænger i høj grad af, om der er andre, der går imod konsensus i en gruppe. Hvis blot én af de falske deltagere svarede korrekt, var det kun 5-10 procent af forsøgsdeltagerne, som gav et forkert svar.
Selv om man ikke en-til-en kan overføre indsigten fra et psykologisk forsøg i gruppedynamikker til den offentlige samtale eller snakken i venners lag, på arbejdspladsen eller i den lokale boldklub, finder vi alligevel her en gnist af håb. Et belæg for at tro, at vi faktisk alle kan gøre en betydende forskel i arbejdet for en bedre verden.
Kortere arbejdstid og sufficiency
Tag som eksempel diskussionen om bæredygtighed og kortere arbejdstid som en vej til sufficiency. Her kan Aschs forsøg give en vigtig del af forklaringen på, hvorfor det er så svært at bryde igennem med alternative ”dissident-synspunkter”. Når alle – fra økonomer over erhvervsledere til politikere – afviser kortere arbejdstid som en urealistisk vej til bedre liv og mindre ressourceforbrug, er det ikke sært, hvis mange holder igen med at udtrykke modsynspunkter. Også selv om de måtte tænke, føle eller vide andet.
Der skal en del til, før man tør løbe risikoen for at tabe ansigt. Fremstå som naiv og uvidende. Eller ”vidtløftig”, som jeg en gang selv fik som skudsmål (og det var vist ikke positivt ment).
Men den opløftende lære af Aschs forsøg er så, at hvis blot ganske få giver udtryk for alternative holdninger, ændres de sociale dynamikker fuldstændigt. Det giver håb for, at det er muligt at ændre den fælles samtale. Og derfor må Algarvekysten og gulerodsbedet vente endnu en tid.
Hvem ved? Måske bliver det netop dig, der antænder en kædereaktion i den fælles samtale om de svære spørgsmål, der vedrører os alle, hvis du hæver stemmen.
Sprækker i bolværket
Solomon Aschs forsøg forklarer måske også, hvorfor fortalerne for sandheden på bjerget gerne udviser en nidkær ildhu i bestræbelsen på at mane modsynspunkter til jorden, så snart de måtte begynde at vinde fodfæste i den offentlige samtale. Som da Kaare Dybvad udnævnte Maj My Midtgaard Humaidan – det er hende med Ærømanifestet – og tankerne om at prioritere familielivet over jobbet som en trussel mod velfærdsstaten. Eller da Mette Frederiksen bad alle med en drøm om et liv med mindre arbejde om at ”glemme det, venner”.
Kan det tænkes, at forfægterne af den herskende konsensus reagerer instinktivt på den dybere erkendelse, der kan udledes af Asch-forsøget? Erkendelsen af, at en etableret konsensus aldrig er stærkere end at ganske få sprækker, i form af dissident-perspektiver, kan få bolværket til at briste og jorden til at skride under dem?
Hold gejsten oppe
At udfordre konsensus fritager os i sagens natur ikke fra forpligtelsen til at sætte os godt ind i sagerne og frembringe nuancerede, nøgterne og balancerede analyser. Konsensus er ikke altid af det onde. Det kan i mange tilfælde afspejle faktiske realiteter og vigtige værdier i menneskers liv. Heldigvis for det.
Men den bæredygtige omstilling er betinget af, at det lykkes at ændre økonomiens og forbrugets udvikling mod større og mere. Her er den etablerede konsensus om økonomisk vækst – med alle dens afledte følgeslutninger om arbejdsudbud, produktivitet og marked – en trussel mod klodens økosystemer og menneskers fremtid. Derfor må økonomiens idegrundlag gentænkes, så den bringes i sync med klodens fysiske realiteter og menneskers behov for trivsel. Og derfor er det vigtigt at bidrage med alternative analyser og perspektiver.
Så hold gejsten oppe, fortsæt det gode arbejde og byd dogmerne op til dans med din røst!
Foto: News Øresund – Thea Wiborg (Creative Commons / Flickr)