Det er efterhånden en etableret sandhed, at fremtidens velstand og velfærd trues af, at vi arbejder mindre. Det er blevet asocialt at gå på deltid og den politiske kur er reformer, som skal få os til at arbejde mere. Der er bare det problem, at fortællingen om den kortere arbejdstid er mere myte end fakta. Samtidig bringer øget arbejdstid os længere fra målet om at skabe et bæredygtigt samfund og forbrug inden for klodens planetære grænser. Læs her et ”faktatjek” af baggrunden for tidens store debatemne.
Så er den gal igen med danskernes arbejdsmoral!
Ikke nok med at vi allerede i dag arbejder for lidt, så går tendensen mod stadigt kortere arbejdstid. Det truer den økonomiske vækst, velstanden og velfærden på lang sigt. Der er derfor brug for politiske tiltag, som med det sure som det søde skal få os til at trække i arbejdstøjet og give den en ekstra skalle. Der er med andre ord brug for arbejdsudbudsreformer. Det kunne være skattelettelser, som øger folks incitament til at lægge flere timer på jobbet, eller måske mere upopulære tiltag, som skal presse folk til at arbejde mere. Afskaffelsen af Store Bededag som fridag var et eksempel på det sidste.
Ovenstående samfundsdiagnose møder man næsten dagligt i medierne, og den gentages igen og igen af politikere såvel som flere økonomer. Diagnosen fremstår som et uimodsigeligt faktum: Vi arbejder mindre, og det truer velstand og velfærd.
Selvsamme diagnose er baggrunden for, at regeringen i dette efterår vil fremlægge en 2030-plan med forslag til gennemgribende reformer af samfundet, hvor øget arbejdsudbud – dvs. at få flere til at arbejde (mere) – vil udgøre hovedmålet.
Problemet er blot, at diagnosen udgør en sandhed med modifikationer, der ofte er baseret på ensidige analyser. Som jeg vil vise i det følgende, er fortællingen om danskernes dårlige arbejdsmoral i grove træk en myte – om end en af de mere sejlivede af slagsen.
Politikere og økonomer: Vi arbejder for lidt
Så sent som torsdag d. 31. august kunne man i Jyllands-Posten læse et interview med Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen under overskriften S-toppen langer ud efter danskere, der arbejder mindre.
Til avisen udtaler Rabjerg Madsen bl.a.: ”Vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og tale om, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når nogen vælger at lade være med at arbejde, selv om man kan. For konsekvensen er, at så vil vi ikke længere have verdens bedste velfærdssamfund.”
Han uddyber senere synspunktet med ordene: ”Vi har ikke råd til de ting (børnehaver, skoler, sygehuse mv. /red.), hvis vi kollektivt vælger at arbejde mindre end fuldtid, selv om vi godt kan. Hvis tendensen fortsætter, og flere og flere træffer det valg, vil vi simpelthen ikke have råd til at finansiere vores velfærdssamfund på sigt.”
I artiklen citeres også økonomiprofessor Nina Smith for at sige, at hvis ikke tendensen til at danskerne arbejder mindre vendes, så står vi over for et ”forestående sammenbrud i velfærden”.
Afsættet for Jyllands-Postens interview med Christian Rabjerg Madsen er bl.a. en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL), som viser, at danskerne ”arbejder lige nu i gennemsnit 30,7 timer om ugen, hvilket er knap to timer mindre end ved årtusindeskiftet”.
Undersøgelsen er udført af Momentum for KL, og den blev oprindeligt offentliggjort d. 7. januar 2023 på KL’s hjemmeside under overskriften Fald i danskernes arbejdstid kan gå ud over vækst og velfærd. I det følgende vil jeg kaste et mere grundigt blik på resultaterne i undersøgelsen, fordi den på mange måder er eksemplarisk for de ofte ensidige eller mangelfulde analyser af den historiske udvikling i danskernes arbejdstid, som ligger til grund for forestillingen om, at vi arbejder mindre.
Danskerne arbejder mindre – eller gør vi?
Indledningsvist skal det præciseres, at undersøgelsen fra KL fokuserer på udviklingen i lønmodtagernes gennemsnitlige arbejdstid og ikke på den gennemsnitlige arbejdstid for hele befolkningen. Tallene fra KL siger derfor kun noget om, hvordan arbejdstiden for folk i beskæftigelse har udviklet sig. Som man vil se om lidt, er det en vigtig detalje.
KL’s undersøgelse bygger på data fra Danmarks Statistik. Mere præcist fra det såkaldte Arbejdstidsregnskab, som på kvartals- og årsbasis opgør antallet af præsterede timer på det danske arbejdsmarked. Regnskabet omfatter alle brancher såvel som både den offentlige og den private sektor. De præsterede timer omfatter alle betalte timer, inklusive betalt overarbejdstid, men ikke betalte fraværstimer (fx ved sygdom). Her er det i øvrigt værd at bemærke, at ubetalt overarbejdstid ikke indgår i statistikken. Statistikken dækker alene det antal timer, folk bliver betalt for at arbejde (fratrukket sygdom o. lign.).
På baggrund Arbejdstidsregnskabets opgørelser over præsterede timer og antallet af beskæftigede har Momentum beregnet, hvordan den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for danske lønmodtagere har udviklet sig over perioden 2000-2021 (under antagelse af, at man i gennemsnit arbejder 44 uger om året). Beregningen viser, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for danske lønmodtagere er faldet fra 32,3 timer om ugen i 2000 til 30,7 timer i 2021. Altså lidt over 1½ time. Et fald, som ifølge Momentums beregninger især skulle være sket efter 2013.
Det er dette fald, der citeres i artiklen i Jyllands-Posten – og som Rabjerg Madsen kommenterer på.
Og umiddelbart synes tallene jo at vise klart, at arbejdsindsatsen er faldet siden årtusindeskiftet. Her er det dog vigtigt at erindre, at Momentums analyse alene siger noget om den gennemsnitlige arbejdstid for dem, der er i beskæftigelse. Den siger ikke noget om, hvor mange der er i beskæftigelse – og dermed hvordan den totale arbejdsindsats på det danske arbejdsmarked har udviklet sig.
Dykker man dybere ned i tallene fra Arbejdstidsregnskabet, tegner der sig imidlertid et andet – og mindre alarmerende – billede end det, der opridses af KL og i Jyllands-Posten.
De tal, som er offentligt tilgængelige på Danmarks Statistiks Statistikbanken, går desværre kun tilbage til 2008. Men de viser, at antallet af beskæftigede i 2021 var det højeste siden 2008. Dermed er antallet af timer pr. lønmodtager faldet samtidig med at der blev flere beskæftigede. I 2021 var der i alt 3,0 mio. beskæftigede, mens tallet i 2008 var 2,9 mio. I en del af årene fra 2008 til 2021 lå beskæftigelsen endog under 2,8 mio.
Ser man nu på det totale antal præsterede timer – dvs. alle de timer, danske beskæftigede tilsammen har arbejdet – så var tallet for 2021 faktisk det højeste for hele perioden 2008-2021 (se grafen nedenfor).
Udviklingen i det totale antal præsterede arbejdstimer i Danmark fra 2008 til 2021. Kilde: Danmarks Statistiks Arbejdstidsregnskab (ATR116).
Ud over at man kan se, at danskernes arbejdsindsats i 2021 var den højeste i tretten år, viser grafen også, at antallet af præsterede timer varierer en hel del over perioden. Først med et brat fald i kølvandet på finanskrisen i 2008 efterfulgt af en generel stigning i takt med de bedre konjunkturer fra 2014 og frem. Derefter et drop i 2020 på grund af Corona-pandemiens nedlukninger og så en kraftig stigning efter genåbningen i 2021.
Det forhold, at antallet af timer varierer med de skiftende økonomiske konjunkturer, gør så også, at man skal være særdeles varsom med at sammenligne konkrete år med hinanden.
Ovenstående tal leder frem til den konklusion, at når man ser på det totale antal timer, som de beskæftigede danskere lægger på arbejdsmarkedet, er der ikke meget, der indikerer, at arbejdsindsatsen i dag ligger lavere end ved årtusindeskiftet. Nærmest tværtimod. Så hvad angår udviklingen de sidste godt tyve år, er der ikke hold i forestillingen om, at vi som befolkning arbejder betydeligt mindre. Analysen fra KL tegner et misvisende billede af den faktiske udvikling.
Når gennemsnittet pr. lønmodtager kan være faldende, jf. Momentums undersøgelse, samtidig med at det totale antal arbejdstimer er stigende, kan det skyldes, at når den samlede beskæftigelse stiger, så er der flere af dem, der ligger i ”yderkanten” af arbejdsmarkedet, som kommer i job. Det er mennesker med forskellige udfordringer i forhold til at kunne få og fastholde et job – og som ofte ansættes på deltid på fx fleksjob-ordninger. Dermed vil de rent matematisk trække ned på den gennemsnitlige arbejdstid pr. lønmodtager, selvom de samtidig bidrager til at øge den samlede arbejdsindsats.
En anden faktor, som kan påvirke den gennemsnitlige arbejdstid pr. lønmodtager i nedadgående retning, er, hvis andelen af folk i seniorjobs på deltid stiger i takt med at der bliver flere ældre medarbejdere.
Det lange perspektiv
Momentums analyse for KL nøjes dog ikke med at kigge på udviklingen siden 2000. De har også analyseret udviklingen fra 1966 til 2021. Denne del af analysen har også sine svagheder.
Analysens hovedkonklusion er, at ”det ikke er nogen ny trend, at danskerne arbejder mindre”. Allerede her opstår der problemer med præcisionen. Analysen fokuserer nemlig kun på lønmodtagernes arbejdstid og siger ikke noget om den overordnede trend i befolkningens samlede arbejdsindsats. Sætningen rummer dermed en begrebsmæssig forvirring, som kan skyldes et manglende blik for beskæftigelsesgradens betydning for beregningen af befolkningens samlede arbejdsindsats.
Videre lyder det i artiklen på KL’s hjemmeside: ”Fra 1966 er det årlige antal arbejdstimer faldet fra 1.918 til 1.351 (i 2021 /red.). Det største fald skete fra 1966 til 1976, hvorefter der på nær nogle år i 90’erne har været et kontinuerligt svagt fald.”
I artiklen citeres Nina Smith for følgende kommentar til faldet i arbejdstiden: ”Jo mere velstående vi bliver, jo mere fritid ønsker vi os.”
Med risiko for kede læseren ved at gentage mig selv igen, er det her atter vigtigt at huske på forskellen mellem den gennemsnitlige arbejdstid pr. lønmodtager og så alle beskæftigedes samlede arbejdstid. Formuleret på anden vis: For at kunne sige noget om, hvorvidt ”danskerne” (som samlet gruppe) arbejder mindre eller ej, kan man ikke kun kigge på den gennemsnitlige arbejdstid, men er også nødt til at se på udviklingen i den samlede arbejdsindsats, som i høj grad er bestemt af beskæftigelsesgraden.
Vil man have svar på, om den samlede arbejdstid er gået op eller ned siden 1960’erne, er det ikke nok at kigge på tallene for udviklingen i den (overenskomstbestemte) arbejdstid for lønmodtagere. Den er åbenlyst faldet markant siden midten af 1960’erne, ligesom der er betydeligt mere ferie i dag.
Vil man have et mere sikkert svar, er man i stedet nødt til at kigge på en anden type af data – nemlig de såkaldte tidsanvendelsesundersøgelser. Det gør jeg i næste afsnit, hvor jeg forsøger at give et svar på, om vi arbejder mere eller mindre i dag end i 1960’erne.
Arbejder vi mindre end i 1960’erne?
I Danmark er der siden 1960’erne med ca. ti års mellemrum blevet gennemført en stor statistisk undersøgelse af danskernes tidsforbrug – dvs. hvad den voksne befolkning bruger tiden på. Disse ”tidsanvendelsesundersøgelser” er blevet gennemført i 1964, 1975, 1987, 2001, 2009 og senest i 2018. Det er omfattende studier, hvor flere tusinde borgere i løbet af et døgn (hverdag og weekend) udfylder en detaljeret dagbog over de aktiviteter, de bruger tiden på.
Tidsanvendelsesundersøgelserne er i de seneste år blevet udført af Rockwool Fondens Forskningsenhed. Gennem de fleste af årene har det været cand.polit. Jens Bonke, som har været ankermand på undersøgelserne.
Studierne giver et unikt indblik i, hvad vi som befolkning går og fordriver tiden med i det daglige – og de kan hjælpe med at besvare spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen går mod lavere, uændret eller øget arbejdstid.
I perioden fra 1964 til 2009 er de 18-74-åriges faktiske arbejdstid, dvs. fraregnet transport til/fra arbejde og frokostpauser, faldet fra 3 timer og 50 minutter i gennemsnit i 1964 til 3 timer og 7 minutter i 2009 (tiderne i dette afsnit angiver alle tidsforbruget regnet som et gennemsnit pr. ugedag, inkl. lørdag og søndag, pr. borger – dvs. at 3 timer og 7 minutter pr. ugedag svarer til 21 timer og 49 minutters arbejde om ugen pr. borger). (Bonke, 2012)
Hen over perioden har der været både stigninger og fald i den faktiske arbejdstid. Det mest markante fald fandt dog sted i årene fra 1987 til 2001, hvor tiden brugt på at arbejde droppede fra 3 timer og 39 minutter til 3 timer og 7 minutter, hvorefter tallet ikke ændrede sig fra 2001 til 2009. (Bonke, 2012)
Fra 2009 til 2018 skete der så igen et mindre fald i den gennemsnitlige arbejdstid på ca. 3 minutter pr. borger pr. ugedag. Dette fald skyldes dog ikke en nedgang af betydning i de beskæftigedes faktiske arbejdstid, men at der er blevet flere ældre inden for gruppen af 18-74-årige. I takt med at der bliver flere ældre, er der flere, som står uden for arbejdsmarkedet – og dermed falder arbejdstiden pr. borger. (Bonke & Christensen, 2018)
Helt overordnet kan det derfor konkluderes, at arbejdstiden – målt som et gennemsnit pr. borger i alderen 18-74 år – er faldet med henved en time om dagen fra 1964 til 2018. Eller hvad der svarer til ca. 25 pct. Faldet var størst i årene fra 1987 til 2001. Derefter har arbejdstiden ligget nogenlunde stabil – hvilket flugter meget godt med konklusionen på ovenstående gennemgang af Momentums analyse for KL.
Men inden man nu løber ud på gaden for med brask og bram at erklære, at danskerne arbejder væsentligt mindre i dag end de (vi) gjorde i 1960’erne, er der et vigtigt notabene, som man skal holde sig for øje: Hvis man korrigerer tallene for ændringer i demografien over perioden, især stigningen i andelen af ældre, så ville faldet i arbejdstiden have været mindre. Eller sagt på en anden måde: En del af faldet i arbejdstiden skyldes det simple forhold, at der er blevet flere ældre og dermed flere i aldersgruppen 18-74 år, som er gået på efterløn eller pension. (Bonke, 2012) Dertil opvejes en del af nedgangen i arbejdstiden af øget tid brugt på uddannelse (flere får uddannelse og flere får længere uddannelse), som – lidt afhængigt af, hvordan man nu ser på det – kan siges også at være en ”professionel beskæftigelse” på linje med at arbejde. Endelig er tiden brugt på transport til/fra arbejde og uddannelse steget over perioden.
Tager man højde for de demografiske ændringer samt øget uddannelse og pendling, så ligger den reelle nedgang i den samlede tid brugt på arbejde, uddannelse og transport tættere på en halv time end en hel time. (Bonke, 2012)
Bag det overordnede fald i arbejdstiden gemmer sig store kønsforskelle. Mændenes gennemsnitlige arbejdstid er faldet markant siden 1960’erne, mens kvindernes er steget betydeligt. Således faldt mændenes såkaldte bruttoarbejdstid (inkl. transport til/fra arbejde og uddannelse) fra 6 timer og 46 minutter pr. dag i 1964 til 5 timer og 2 minutter i 2001, mens kvindernes arbejdstid steg fra 2 timer og 12 minutter til 3 timer og 53 minutter. (Lausten & Sjørup, 2003)
For mændenes vedkommende skyldes faldet især reduktionen i den overenskomstmæssige arbejdstid. I 1964 var arbejdsugen på 45 timer, mens den i dag ligger på 37 timer. For kvindernes vedkommende skyldes stigningen, at flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet, og at dem, der var på arbejdsmarkedet, har øget antallet af arbejdstimer. Ved midten af sidste århundrede var næsten halvdelen af kvinderne i alderen 15-74 år hjemmegående husmødre – og næsten 70 pct. af kvinderne, som var i forhold og havde et barn under syv år, var hjemmegående husmødre. Ved slutningen af århundredet var tallet faldet til under 3 pct. (Christoffersen, 2004).
Kvindernes øgede beskæftigelsesgrad er den vigtigste årsag til, at en ellers tilsyneladende markant nedgang i den overenskomstmæssige arbejdstid fra 45 til 37 timer (samt mere ferie) ikke har omsat sig i mere end ca. en halv times nedgang i de 18-74-åriges gennemsnitlige arbejdstid siden 1964. Det er et fald på omkring 15 pct.
Konklusionen bliver altså, at det er korrekt, at danskernes arbejdstid er faldet siden 1960’erne, men faldet er langt mindre end udviklingen i den overenskomstmæssige arbejdstid såvel som mange forsimplede analyser antyder. Tager man højde for, at kvinder i dag arbejder meget mere end for 60 år siden, så er faldet beskedent (ca. 15 pct.).
Det kan måske undre, at faldet ikke er større, når man tager i betragtning, at arbejdsproduktiviteten er steget langt mere over samme periode. Forklaringen er, at en betydelig del af produktivitetsgevinsten er blevet vekslet til højere velstand og større velfærdssektor.
En gruppe i samfundet, som nok føler sig særlig arbejdsramt, er børnefamilier, hvor begge forældre har job. Her viser tidsanvendelsesundersøgelserne, at forældrenes samlede arbejdstid (i et heteroseksuelt forhold) er højere i dag end tidligere. (Bonke, 2009)
Mere arbejde koster på bæredygtigheden
I KL’s artikel fremstilles det som næsten odiøst, at en lille del af produktivitetsgevinsten over årene er blevet omsat til kortere arbejdstid (alternative anvendelser er øget løn til medarbejdere og/eller øget afkast til virksomhedsejere). Momentums analyse undersøger drivkræfterne bag væksten i økonomien fra 2000 til 2021, hvilket fører til følgende konklusion på KL’s hjemmeside:
”Væksten var i perioden 30 procent, hvor 10,6 procent kan tilskrives en øget beskæftigelse, mens faldet i arbejdstid trak i den forkerte retning med et minus på 7,8 procent (bemærk, at det er mindre end effekten af den øgede beskæftigelse /red.). Man ender derved med, at væksten i høj grad er drevet af en produktivitetsstigning på 27,2 procent. Mere nøjagtigt har forbedret produktivitet stået for 91 procent af velstandsforbedringen siden 2000, mens øget arbejdsudbud kun har bidraget med 9 procent.”
Her fristes man til at spørge: Hvad er problemet ved at øget arbejdsudbud ikke har drevet væksten i økonomien? Er der noget forkert i, at man som samfund vælger at omsætte en del af produktivitetsstigningen forbundet med ny teknologi, automatisering, ny viden mv. i kortere arbejdstid frem for højere løn og forbrug? Fritid er jo også et (samfunds-)gode.
I et rigt samfund som det danske, hvor forbruget langt overstiger de planetære grænser for, hvad klodens økosystemer som helhed kan bære for at fortsætte med at være en stabil ramme for mennesker og samfund, er det grundlæggende uholdbart at øge det samlede forbrug. Det er i det lys, at jeg i andre artikler på denne hjemmeside har argumenteret for at kortere arbejdstid kan være en vej til en hverdag med mindre forbrug og mere tid til at andre sider af livet (se fx Hvad er sufficiency? og Aldrig har vi haft så få helligdage – og det er skidt for miljøet).
Ud fra dette perspektiv er det vigtigt at nuancere diskussionen om danskernes arbejdstid og behovet for arbejdsudbudsreformer. For ikke nok med at diskussionen helt grundlæggende er baseret på mangelfulde analyser og en udbredt myte, som fremstiller det som et faktum, at vi arbejder meget mindre, så vil målet om øget arbejdsudbud også forstærke presset på mange menneskers hverdagsliv samt bidrage til et øget forbrug, der vil give danskernes ressourceforbrug og klimaaftryk et nøk opad.
Diskussionen om arbejdstid og arbejdsudbud er dermed i realiteten også en diskussion om bæredygtig udvikling og sufficiency.
At der så også er reelle udfordringer med at sikre nok hænder inden for bestemte brancher og sektorer, er en anden problemstilling, som man kan argumentere for, ikke så meget handler om størrelsen af det samlede arbejdsudbud, men i højere grad handler om en uhensigtsmæssig fordeling af arbejdskraften. Hvilket så peger hen mod en diskussion af forbrugets fordeling på vare- og tjenestekategorier og en diskussion af den private og den offentlige sektors relative størrelser i økonomien. Men det er en anden diskussion, som jeg vil vende tilbage i en senere artikel.
Stay tuned!
Referencer
Bonke, Jens (2009): Forældres brug af tid og penge på deres børn. Odense: Rockwool Fondens Forskningsenhed og Syddansk Universitetsforlag.
Bonke, Jens (2012): Har vi tid til velfærd? København: Gyldendal.
Bonke, Jens & Christensen, Anders Eiler Wiese (2018): Hvordan bruger danskerne tiden? København: Gyldendal.
Christoffersen, Mogens N. (2004): Familiens udvikling i det 20. århundrede. Demografiske strukturer og processer. København: Socialforskningsinstituttet.
Lausten, Mette & Sjørup, Karen V. (2003): Hvad kvinder og mænd bruger tiden til – om tidsmæssig ligestilling i danske familier. København: Socialforskningsinstituttet.
Foto: Collab Media (Unsplash.com)