Lars Løkke Rasmussen er manden, der vil sikre en ansvarlig økonomisk politik i en ny regering. Og ja, mennesker og planet har akut brug for en ansvarlig økonomisk politik, men nok ikke lige på den måde, Moderaternes formand tænker det. Læs her første indlæg i min nye serie “funderinger”, hvor jeg lufter strøtanker om stort og småt, men altid med et twist af sufficiency.
Af Toke Haunstrup
Regeringsforhandlingerne er nu gået ind i deres sjette uge og ingen ved, hvornår den hvide røg vil stige op fra Marienborg. En ting er dog sikkert: Lars Løkke Rasmussen – manden med de afgørende mandater – har flere gange fremhævet, at en ny regering med Moderaternes støtte skal have en ”ansvarlig økonomisk ramme”, hvor målet er at ”gøre Danmark rigere og øge arbejdsudbuddet”.
Men rimer større rigdom og øget arbejdsudbud på en ansvarlig økonomisk politik?
Skidt for miljø og klima
Gennem tiderne har stigende velstand – målt som et øget bruttonationalprodukt (BNP) – systematisk ført til øget miljøbelastning og stigende ressourceforbrug. Ikke så overraskende, når man tænker på, at de penge, vi får mellem hænderne, generelt har en tendens til at blive omsat i forbrug. Flere og større biler, oliefyrsopvarmede vildmarksbade, større boliger, sommerhuse, ferielejligheder og flyrejser ad libitum.
En gang talte man håbefuldt om, at internettet og den digitale tidsalder ville gøre økonomien til en luftig og immateriel størrelse, men historien og den seneste tids debat om datacentrenes elforbrug har vist, at det var et blændværk. Samtidig viser forskningen entydigt, at selv hvis det i nogle lande lykkes at få miljøbelastningen til at falde trods en voksende økonomi, er reduktionstakten alt for lille til at bringe disse økonomier inden for det økologiske råderum i en overskuelig fremtid. Derfor er der behov for en politik baseret på tilstrækkelighed og reelle reduktioner i forbrugets størrelse.
Det politiske ønske om at gøre Danmark rigere vil altså bringe os yderligere på kollisionskurs med planetens økologiske grænser. Som den økologiske økonom Herman Daly formulerede det, er det en uøkonomisk vækst, der undergraver sit eget naturgrundlag. Ikke just det, man kunne forbinde med en ansvarlig økonomisk ramme for samfundsudviklingen.
Læg så dertil, at stigende rigdom med stor sandsynlighed vil have en negativ effekt på vores livskvalitet.
Væksten truer trivslen
Ideologisk bygger vækstpolitikken på en forestilling om, at øget velstand gør mennesker lykkeligere. Og jo, hvis man ikke har råd til salt til sit æg, gør flere penge selvfølgelig en stor forskel. Men over et vist velstandsniveau aftager effekten af højere indkomst for den oplevede livskvalitet for til sidst helt at forsvinde.
Danmark har længe befundet sig over dette niveau. Faktisk har befolkningens oplevede livstilfredshed være let faldende over de seneste år trods stigende velstand målt som BNP pr. indbygger. Samtidig viser Danskernes Sundhedsprofil, at flere og flere oplever stress. I 2010 havde 21 procent af danskerne et højt stressniveau – i 2025 var det steget til 30 procent. Og ikke nok med det: Andelen med søvnproblemer er over samme periode vokset fra 10 til 16 procent. Intet tyder på, at vi trives bedre med flere penge på kontoen.
Nu er der jo også andre forhold end økonomien, der påvirker vores trivsel. Penge er ikke alt, som man siger. Klimaforandringer, stigende ulighed, krig, toldmure og international uro, for nu blot at nævne noget af det, som vel nok kan forstyrre nattesøvnen og det almene velbefindende hos selv de mest hærdede. Alligevel er der god grund til at tro, at der er en reel – og negativ – sammenhæng mellem det politiske mål om øget rigdom og menneskers livskvalitet. Nøglen til at forstå dette er et på overfladen uskyldigt klingende begreb: Arbejdsudbuddet.
Når Moderaternes formand møder op til forhandlinger på Marienborg med ønsket om større rigdom, er værktøjet til at opnå dette at øge arbejdsbuddet. Det lyder teknisk og kedeligt, men lad det ikke snyde dig, for det har direkte konsekvenser for din egen tilværelse! Det handler nemlig om at få flere til at arbejde mere.
Arbejdsudbudsreformer har gennem de seneste årtier været et omdrejningspunkt for den økonomiske politik, og de består i reglen af en kombi af pisk og gulerod: Skattelettelser, der skal give folk incitament til at arbejde mere, og indskrænkninger af sociale ordninger til folk uden for arbejdsmarkedet (kortere dagpengeperiode, lavere dagpengesatser, senere pensionsalder mv.). Logikken er, at desto mere vi arbejder, desto mere produceres der, og desto rigere bliver vi.
Målet om øget arbejdsudbud handler om, hvad vi bruger tiden på. Frem for at bruge mere tid på familien, omsorgen for ens gamle forældre, fritidssysler og foreningsarbejde, skal befolkningen lægge flere timer på arbejdet. Investere vores tid i den formelle økonomi, så den kan vokse. Dermed har det øgede arbejdsudbud håndfaste konsekvenser for det liv, vi lever. Nok bliver vi rigere målt i penge og købekraft, men vi bliver samtidig fattigere målt på tiden brugt på omsorg for os selv og hinanden. Her finder vi nok den vigtigste årsag til, at stigende velstand reelt kan føre til lavere trivsel i velstående lande som Danmark. Vækstøkonomiens ideologiske grundtese viser sig som et falsum – og det er endnu en grund til, at målet om vækst og større rigdom ikke rimer på ansvarlig økonomisk politik.
En økonomi baseret på omsorg og sufficiency
Der er brug for et nyt syn på økonomien, som frigør sig fra vækstsamfundets forældede og misvisende dogmer. Den engelske økonom Tim Jackson giver i bogen The Care Economy sit bud på en sådan ny økonomi. For ham står omsorg som det centrale for menneskers sundhed og velbefindende, og han argumenterer for, at økonomien skal indrettes, så den systematisk fremmer menneskers mulighed for at drage omsorg for både sig selv og hinanden. Som han skriver i bogen, er omsorgsøkonomien ”en vision om en økonomi, hvor omsorg – snarere end rastløs vækst – er det centrale organiserende princip” (s. 230, min oversættelse). Det kunne for eksempel være en økonomi, hvor vi prioriterer bedre hjemmepleje over nye motorveje og mere tid til fællesskaber over penge til nye køkkener og eksotiske ferierejser. Det fantastiske ved omsorg er, at det ikke kun giver mening og gør mennesker ”glade i låget”, men også i reglen koster færre ressourcer og derfor belaster miljø og klima mindre. Større velfærd og mindre miljøbelastning er selve essensen i målet om sufficiency.
Mistrivslen og den planetære krise kalder bestemt på en ansvarlig økonomisk politik: En politik, hvor målet ikke er at blive rigere på penge, men rigere på livskvalitet og omsorg, og på en måde, der sikrer en planet, der er værd at leve på.
Foto: National Cancer Institute (unsplash.com)
Funderinger er en serie af strøtanker om verden og hverdagen – om stort og småt – som tager afsæt i tilstrækkelighed som ide og perspektiv. Det er en blandet pose af causerier, personlige fortællinger og holdninger, som ikke foregiver at have patent på sandheden, men alle kredser om samme ambition: At se på samfundet og hverdagslivet på nye måder, der kan hjælpe os på vej til at leve godt og i sync med klodens økologiske systemer.
Det handler altså både om at fundere noget (at skabe fundamentet for fremtidens sufficiente samfund) og at fundere over noget (at spekulere over nutidens samfund og vejene til tilstrækkelighed).
Læs mere om sufficiency på denne hjemmeside eller læs bogen ”Nok – fra overflod til trivsel”.