Tilstrækkelighed og mindre forbrug kræver, at vi lærer at værdsætte det materielles betydning i vores liv. Det mener den amerikanske økonom og sociolog Juliet B. Schor. I Nordsjælland mødte jeg en familie, der måske er et eksempel på netop det.
Landskabet er som taget ud af en gammel Morten Korch-film. Her er bløde bakker, skove, marker og snoede veje – og over mig skinner solen fra en skyfri himmel.
Det er først på sommeren og jeg er på den sidste del af min cykeltur fra Hurup i Thy til Hellerup ved København. På turen søger jeg bud på en tilværelse og et samfund baseret på tilstrækkelighed (sufficiency), og undervejs har jeg talt med mennesker, der har indrettet livet på nye måder med mindre forbrug. Flere af samtalerne kan læses på denne hjemmeside og i min bog Nok – fra overflod til trivsel.
I dag skal jeg besøge Klaus Bjarke Hegedahl. Han bor sammen sin hustru og deres to børn på 7 og 11 år på en ældre gård med fire hektar jord ved Uvelse (sydvest for Hillerød). Her dyrker de blandt andet frugt, grønt og brødkorn til eget forbrug. Klaus er uddannet pædagog og sammen med hustruen, der er børnepsykolog, driver han et STU-tilbud for unge, der indgår i et forløb med både praktisk arbejde og omgang med gårdens heste og andre dyr. Derudover er Klaus ansat som korleder for flere kor og har lidt småjobs.
Klaus er en af dem fra min tur, der kraftigst inkarnerer en stærk ressourcebevidsthed i sit daglige liv. Hans fortælling minder mig om begrebet ægte materialisme, som jeg har læst om hos den amerikanske sociolog og økonom Juliet B. Schor. Mere om det senere.
Selvforsyning og genbrug
Jeg møder Klaus Bjarke Hegedahl på gårdspladsen foran den tolængede gård. Rundt om gården er der flere udhuse, indhegninger med dyr og bede med blomster og grøntsager. Klaus byder mig velkommen og viser vej ind i det lavloftede stuehus, hvor vi bænker os ved spisebordet i køkkenstuen. Der dufter af nybagt rabarbertærte.
Familiens køkkenstue. Foto: Klaus Bjarke Hegedahl
Selvforsyning står centralt i familiens måde at indrette sig på. For Klaus knytter det an til en stærk krisebevidsthed. Han fortæller, at han hele tiden har ”krisesituationen i baghovedet”. For ham er det ingen fjern tanke at samfundet kan bryde sammen i kortere eller længere perioder på grund af menneske- og naturskabte kriser. Skulle det ske, er det vigtigt at sikre sig med forråd og selvforsyning. Han forklarer, at selvforsyningen dog handler om mere end det:
”Vi flyttede herud fra en andelslejlighed i Lyngby for snart 15 år siden for at være mere selvforsynende og forsøge at leve bæredygtigt. Det er jo et vidt begreb, hvad det er, men jeg synes det er rigtig, rigtig rart at skabe noget. Jeg synes også at det er rigtig rart at skabe noget, som ikke belaster miljøet. Det vil sige at lave noget ud af og med det, man har. For eksempel af genbrugsmaterialer.”
Klaus har renoveret stuehuset med lokale genbrugsmaterialer – for eksempel forskallingsbrædder fra byggeriet af en bro på en omfartsvej ved Gørløse og tømmer fra nedrivningen af en nærliggende gård. Klaus forsøger at genbruge mest muligt, når det giver mening.
Nøjsomhed
Den nøjsomme omgang med materielle ressourcer begrænser sig ikke kun til renoveringer. Det gælder også for energien. Ud over at være delvist selvforsynende med strøm fra solceller, er husets anden primære energikilde brænde, som Klaus Bjarke Hegedahl hovedsageligt skaffer som resttømmer eller ved at fælde træer for venner og bekendte.
Om vinteren laves maden på brændekomfur, som samtidig opvarmer køkkenstuen. På nær en brændeovn i stuen, er køkkenstuen det eneste sted i huset, der opvarmes. I de mørke vinteraftener tilbringer familien derfor en stor del af tiden sammen i husets varme stuer, der til gengæld kan være kølige, når de står op om morgenen. Også selv om Klaus har lavet en muret varmebænk ved brændekomfuret, der sammen med komfuret udgør en samlet masse på 1½ ton, der bidrager til at holde køkkenstuen nogenlunde varm til om morgenen.
”Vi er ikke særligt kuldskære. Vores børn vokser op med at når der er 14 grader om morgenen i stuen, så sætter man sig på varmebænken i køkkenstuen, for den er stadig lun. Så er det der, vi spiser morgenmad.”
”Vi har vel 18 grader her i vores køkkenstue og det føles behageligt, for det er det, vi er vant til. Jeg tror at mange i dag er forvænte med, at der helst skal være 22 grader og at man går med korte ærmer indenfor om vinteren.”
Gården er efterisoleret med overskuds- og genbrugsisolering – og et ventilationssystem sikrer, at noget af varmen fra køkkenstuen fordeles til de andre rum, så der holdes en passende minimumstemperatur i huset.
Varmevaner formes af boligen
Klaus Bjarke Hegedahls historie illustrerer dansk forskning, som viser, at beboere i ældre og mindre energieffektive boliger generelt har et mere aktivt og økonomiserende forhold til opvarmning end dem, der bor i moderne og velisolerede boliger. Folks varmevaner afspejler boligens stoflige karakter.
En forklaring på dette kan man finde i adjunkt Line Valdorff Madsens forskning på Aalborg Universitet. Hendes studier af hverdagens forbrug viser, at bor man i en ældre bolig med radiatorer og utætheder, er man tilbøjelig til kun at opvarme de rum man befinder sig i eller at have forskellige temperaturer i forskellige rum. Her tændes og slukkes varmen efter behov og tilpasset ens aktivitetsmønster.
Bor man derimod i moderne og velisolerede boliger med gulvvarme, vænner man sig til en varmepraksis, hvor hele huset er opvarmet til samme høje temperatur. Og ofte gør teknologien det vanskeligt at regulere efter behov. Enten på grund af automatisk styring, der er svær at gennemskue, eller fordi der går timer fra man skruer op og ned for gulvvarmen til det kan mærkes som en ændret rumtemperatur.
I Klaus Bjarke Hegedahls tilfælde handler familiens særlige varmevaner dog næppe kun om, at de bor i en ældre bolig. Det handler også om, at brænde udgør en fysisk konkret og meget synlig form for ressource. Der kræver arbejde at varme huset op. Brænde skal hentes, kløves, bæres ind og fyres i ovnen. Modsat centralvarme forsynet med fjernvarme eller varmepumper, hvor energiforbruget er en usynlig del af hverdagen.
Ægte materialisme
For Klaus Bjarke Hegedahl skyldes nøjsomheden også en grundlæggende og kritisk holdning til samtidens manglende respekt for ressourcer. Som han forklarer:
”Det er ikke fordi folk nødvendigvis er respektløse. Men hvis man er vokset op med, at der bare er nok af al ting, så er det rigtig svært at bryde med den ide. Hvad børn ser deres forældre gøre, det vil de som udgangspunkt tænke at ’det er da sådan man gør’.”
Livet med selvforsyning og ressourcebevidsthed er selvfølgelig ikke altid en dans på roser. Som Klaus siger: ”Det er bare surt at have influenza og ligge med 39 grader i feber og så lige at skulle ud og hente brænde, fordi det er ved at blive koldt i huset.”
Førnævnte Juliet B. Schor argumenterer i bogen True Wealth for, at der bør skabes en ny form for materialisme eller materialistisk kultur – en true materialism – som værdsætter det materielle i forbruget for derved bedre at kunne drage omsorg for klodens ressourcer. For eksempel ved at påskønne det arbejde, som energien udfører for os og samtidig – og netop derfor! – økonomisere med den gave, energien er.
Med forbrugsvæksten fra 1950’erne og frem, drevet ikke mindst af adgangen til rigelige mængder af billig fossil energi, mistede mange af os i den rige del af verden erfaringen af ressourcer som noget knapt og unikt, der skulle bruges med omtanke. I stedet blev materiel rigelighed det nye vilkår. Vi fik komfort og bekvemmelighed. Parcelhus, centralvarme og bil i carporten. Men den materielle overflod kom med en regning i form af den økologiske krise.
Juliet B. Schor argumenterer for en anden form for materialisme end den, der i dag fremelskes på markedet og gennem reklamerne. Ægte materialisme indebærer, at man kerer sig om det materielles egenart og hvordan det bidrager til livet. For eksempel laver flere ting selv – dyrker grøntsager og stopper hullede sokker… I det hele taget har et mindre forbrug af kommercielle produkter. Det er et skifte fra vækstøkonomiens og det kommercielle markeds brug-og-smid-væk-logik til sufficiency-økonomiens (skab-)brug-og-tag-vare-om-materialisme.
Opfindsomhed gennem nøjsomhed
Besøget hos Klaus Bjarke Hegedahl får mig til at tænke på, om han og hans families måde at leve på er et billede på Juliet B. Schors ægte materialisme? Deres konsekvente tilgang til forbruget af materielle ressourcer gør i hvert fald indtryk på mig.
Nøjsomhed fremmer opfindsomhed. Ikke mindst i måden, familien holder sig varme på. I stedet for som de fleste andre at varme store mængder luft op til en konstant temperatur for at holde deres kroppe varme (disse linjer skrives i øvrigt på et behageligt, radiatoropvarmet hjemmekontor!), sørger madlavningen på brændekomfuret for at varme boligens fællesrum op om aftenen. Og varmebænken fungerer som et varmelager, hvor man om morgenen kan sidde og lade energien strømme direkte til kroppen. Det bryder med tidens idealer og praksis.
Varmebænken, hvor familien sidder på kolde vintermorgener. Her er det familiens hund, der har indrettet sig. Foto: Klaus Bjarke Hegedahl
Det kan selvfølgelig indvendes, at brænde ikke er nogen bæredygtig energikilde. Især ikke, hvis alle skulle opvarme deres bolig med biomasse. Men der er ingen tvivl om, at nutidens varmepraksis, som etableredes i kølvandet på centralvarmens indtog i de danske hjem, er særdeles ressourcekrævende. I dag udgør opvarmningen af rum og brugsvand lidt over 80 procent af husholdningernes samlede energiforbrug. Er det muligt at finde nye måder at holde varmen på uden at det kræver strømmende floder af energi? En varmepraksis baseret på tilstrækkelighed?
Eksempler til inspiration?
I andre dele af verden holdes kroppe varme på andre måder. I Japan er det for eksempel udbredt at bruge den såkaldte kotatsu. Det er et stort tæppe med indbygget varmekilde og et bord oven på, hvor flere kan sidde rundt om med tæppet trukket op over den nederste del af kroppen.
I et belgisk forsøg eksperimenterede husholdninger med at holde varmen på alternative måder. Over de tre år, eksperimentet kørte, lykkedes det husholdningerne at halvere deres energiforbrug til opvarmning ved at nedbringe deres gennemsnitlige rumtemperatur fra 19 grader til 15 grader. Deltagerne sikrede komforten ved at iklæde sig varmere tøj og bruge såkaldte personlige komfortsystemer, som bestod af elektriske varmetæpper, opvarmede kontorstole, varmeplader til skriveborde eller elektriske stråleovne. Det vil sige ”fokuserede varmesystemer” i stil med det japanske kotatsu. Et centralt kriterium for forsøget var i øvrigt, at deltagerne ikke måtte føle mangel på komfort, og interessant nok fandt flere glæde ved skiftet fra en generelt opvarmet bolig til i højere grad at styre opvarmningen af deres kroppe efter konkret behov.
Den japanske kotatsu, det belgiske forsøg og historien om Klaus og hans familie inspirerer til en gentænkning af moderne komfort og bekvemmelighed ud fra princippet om tilstrækkelighed og den ægte materialismes agtelse for de materielle ressourcers unikke bidrag. Med andre ord at opdyrke og kultivere nye måder at trives på, der ikke koster den hele klode i energi og materialer.