Af Toke Haunstrup
For nyligt døde min far. Det er en sorg at miste, men også en anledning til at mindes et menneske og det, man har haft sammen. For en stund at tænke over, hvad der binder os sammen som mennesker. Jeg har lært meget af min far, også i forhold til tilstrækkelighed.
Der er dage, som bliver stående i erindringen. Første skoledag. Da man lærte at cykle (og styrtede første gang). Da man flyttede hjemmefra.
Den 4. august 2026 er en af de dage, jeg vil vende tilbage til i tankerne igen og igen. Det var dagen, hvor min far – Holger Haunstrup Christensen – døde. Afskeden med et menneske, man har stået nær gennem hele sit liv, rummer et næsten ubegribeligt savn. Som om man har mistet en del af sig selv, man aldrig vil kunne genfinde.
Mange minder står tilbage om min far. Særligt et fra slutningen af 1980’erne, som jeg ofte vender tilbage til. Jeg har måske været 14 år, og som stor dreng havde astronomien og universets mysterier fået tag i mig. Vi boede på landet, og denne sommer havde jeg lokket min far med på at vi skulle overnatte under åben himmel på gravhøjen i skellet mellem vores og naboernes marker.
Her lå vi så i vores soveposer og snakkede om stort og småt, mens vi fortabte os i stjernevrimlen og spejdede efter satellitter (eller sputnikker, som min far kaldte dem, efter navnet på den første opsendte satellit). Hvad vi præcist talte om, husker jeg ikke, men mindet om det særlige nærvær mellem os står som mejslet i min hukommelse. Som et fortættet og stående øjeblik i mørket, hvor vi omsluttedes af nattens stilhed, der kun lejlighedsvist blev brudt af lyden af dyr, der puslede rundt i vegetationen omkring os.
Hvad giver tilværelsen tyngde og mening? Hvad gør livet – trods dets sorger, bekymringer og møje – værd at leve? Hvilke erfaringer mellem mennesker står tilbage som vigtige billeder på de bånd, vi knytter mellem hinanden?
De formative øjeblikke med min far har sjældent været de spektakulære. Det er ikke turen i Tivoliland i Aalborg, der er mit kæreste minde. Jo, det var sjovt at køre i rutsjebanen og opleve de andre forlystelser, men når jeg tænker tilbage, var det sjældent de betalte fornøjelser, der satte sig varige spor.
I et samfund, hvor forbruget af kommercielle produkter er blevet en indlejret del af stort set alle de måder, vi tilbringer tiden sammen med andre mennesker – tivoli, biograf, restaurant-middage, ferier og streaming – er det godt at blive mindet om, at nærværet mellem mennesker ikke behøver at være noget, vi skal købe os til. Det behøver ikke at være et færdigpakket (oplevelses)produkt. I sin essens handler nærværet mellem mennesker vel om at give hinanden tid og opmærksomhed. Ikke nødvendigvis at ville opnå ”noget” med tiden, vi bruger sammen, men at tilbringe tiden sammen med andre (om noget).
Som dét at fortabe sig i Mælkevejen og stjernebillederne og lade tanker og ord flyde sammen. Et fortættet samvær, fælles forankret i tid og sted. På gravhøjen, under stjernerne, i den dugvåde sommernat – og med dyrenes puslen omkring os. Det er vel det, den tyske sociolog Hartmut Rosa ville kalde resonans.
Vi har sikkert talt både om universets størrelse og uendeligheden – og om hverdagens trivialiteter og nattens lyde. Måske min far har genfortalt en af sine mange historier fra sin barndom. For eksempel den om, hvordan han og hans søskende, når de lå i marken og skulle samle kartofler eller roer, ofte overtalte deres far til at fortælle om hans unge år som sømand på verdenshavene. Så fik børnene en pause fra det kedelige arbejde og, ved jeg, et kært minde om deres egen far for resten af livet.
Jeg ville ønske, at vi som mennesker kunne genfinde værdien af et samvær med andre, der ikke kredser om et forbrug af den ene eller anden art. At vi kollektivt gjorde modstand mod den markedsskabte forestilling, at det ægte, det autentiske og det nære er en ydelse, vi køber os til. Det er en forkvaklet ide, der først og fremmest tjener det formål at gøre os til nyttige aftagere af markedets produkter.
Som født på landet i 1937, voksede min far op i en tid, hvor adspredelse gennem kommercielt forbrug var en sjældenhed, som vel næsten begrænsede sig til radioens programmer og biografernes fireforestillinger om søndagen. Gennem alle årene formåede min far at bevare en nøjsom side af sit liv. Et ord, som i dag har en negativ klang, men som også kan tolkes som et stille oprør mod den umættelige forbruger som samfundsideal. Min far gik ikke op i klima og miljø, det var hans søns særlige “besættelse”, men jeg tror ikke, at han kunne se værdien i hele tiden at være på jagt efter mere. Havde han sine bøger og sin musik inden for rækkevidde, var han i det store hele tilfreds med tilværelsen.
Jeg skylder min far og min mor meget i forhold til den person, jeg er blevet. Det er jeg dem begge meget taknemmelige for. For mit fars vedkommende, var han en vestjyde af den gamle tradition, hvor det at kramme folk og give lydeligt udtryk for sin kærlighed til andre ikke var en del af opdragelsen. Alligevel har jeg aldrig tvivlet på, at han kerede sig for mig og resten af familien. Glædede sig på vores vegne, når noget gik godt, og bekymrede sig, når tilværelsen bragte os modstand. Alt i alt en kærlig far – og en bærer af en livspraksis, som stadig er til stor inspiration for mig.
Tak for det, far.
Funderinger er en serie af strøtanker om verden og hverdagen – om stort og småt – som tager afsæt i tilstrækkelighed som ide og perspektiv. Det er en blandet pose af causerier, personlige fortællinger og holdninger, som ikke foregiver at have patent på sandheden, men alle kredser om samme ambition: At se på samfundet og hverdagslivet på nye måder, der kan hjælpe os på vej til at leve godt og i sync med klodens økologiske systemer.
Det handler altså både om at fundere noget (at skabe fundamentet for fremtidens sufficiente samfund) og at fundere over noget (at spekulere over nutidens samfund og vejene til tilstrækkelighed).
Læs mere om sufficiency på denne hjemmeside eller læs bogen ”Nok – fra overflod til trivsel”.