I vores iver efter at skabe orden i parcelhushaven, fjerner vi grundlaget for det liv, der ellers kunne være kilde til små mirakler i hverdagen. Måske vi skulle tage en slapper med idealerne for haven og i stedet glæde os over naturens uorden?
Af Toke Haunstrup
Kig en gang på denne scene fra en stille villavej i Viborg. Er der noget, der springer dig i øjnene?
Foto: Google Street View
Manden i underbukser og crocs, tænker du måske!
Ikke så underligt, for det var netop hovedhistorien, da billedet af den uheldige husejer – her foreviget af en passerende Google Streetview-bil – gik viralt for få måneder siden.
Det var dog hverken de bare ben eller fodtøjet, der først fangede min opmærksomhed. I stedet var det gåden om, hvilke grønne vækster, der mon stod til at få et svirp med sprøjten? På billedet ses kun stendød fliseørken. Og en nærmere research på Google Maps afslører, at kvarterets parcelhuse – bygget i 2010’erne – er som klinisk renset for krat og vilde vækster. Her findes kun grønne og grå flader. Græsplæner, granit, asfalt og fliser. Sådan som det i øvrigt ser ud i de fleste parcelhuskvarterer i Danmark.
Parcelhusenes G&G, som vi har døbt det herhjemme i husstanden. Græs og granit.
Hvorfor er det så betydningsfuldt, at der ikke gror mos i græsplænen eller mellem fliserne? Hvorfra stammer denne besættelse af orden?
Meget af det skyldes utvivlsomt kulturelle idealer om, hvordan en ”velholdt have” bør se ud. Naboerne skulle jo nødig tænke, at man er et sjuskehoved! Men måske også 2010’ernes ide om den ”vedligeholdelsesfri have” spiller ind. I de år blev det moderne at anlægge haver med fiberdug, granitskærver og hæk-til-hæk græsplæne, så intet ukrudt kunne trænge op i lyset, og man derfor slap for at luge og passe haven.
Den vedligeholdelsesfri have er dog sjældent helt så vedligeholdelsesfri, som reklamer og havecentre lover. Græsset skal slås. Mosset skal fjernes fra flisegange. Naturen, ”det billige skidt”, lurer konstant på at ødelægge menneskenes orden. Og om foråret befolkes landevejene af biler på vej til genbrugspladser med højtlæssede trailere med afskårne grene og grønt. Løjerlige væsener, de mennesker.
Jeg mindedes forleden den barbenede mand fra Viborg, da jeg – som så ofte før – kastede et lettere skamfuldt blik på vores egen have rundt om huset her ved Jyderup. Eller have og have… Der er områder, hvor jeg klart vil anbefale, at man ifører sig lange bukser, hvis man ikke ønsker at blive brændt af brændenælder eller revet af tornet krat. Bestemt ikke noget for Viborg-mandens bare ben. Og ikke sjældent fanger jeg mig selv i at undskylde havens tilstand over for besøgende og naboer med et: ”Ja, vi er jo ikke ligefrem havemennesker”.
Til gengæld kan vi med en vis ret sige, at vi faktisk praktiserer en vedligeholdelsesfri have. En have, hvor naturen i al sin kraft og virkelyst rykker ind på os fra alle fronter. Og dét uden at vi (næsten) skal røre en finger. Til gengæld har vi som bonus fået et krible-krable af liv, der er til stor glæde i det daglige.
Tag for eksempel det lille stykke jord mellem vores hus og naboens grund. Stykket er vokset til med græs, skvalderkål og andre planter, vi ikke kender navnene på. Her vokser også nogle buske og brombær, som vi dog holder i ave med saksen.
Ved første øjekast syner det ikke af noget særligt. Skvalderkålen dominerer på denne årstid, og der er lidt blomster hist og her. Men stykket er blevet hjemsted for et leben af smådyr, som titter frem på solrige dage.
Ikke mindst er vi glade for de to snoge, der er flyttet ind i området. De bor i et par kapilærkasser i flamingo, som vi har stående ved hoveddøren – de sørgelige rester fra et mislykket forsøg på at dyrke tomater.
Tomater blev der ikke meget af, men kasserne er åbenbart det perfekte tilholdssted for snoge. Om morgenen soler de sig oven på kasserne, inden dagens rundering af grunden i jagten på padder, og hvad de ellers kan finde af føde. Tit forskrækker de os, når vi om morgenen stormer ud ad døren på vej til arbejde og i øjenkrogen fanger glimtet af deres sorte kroppe. Forskrækkelsen er gensidig. Pist! Så er de forsvundet ned bag kasserne. Forleden spottede vi en snog i miniature. Der må være kommet unger!
Jeg vil tro, at firben indgår i snogens madpyramide. I hvert fald er der mange af dem i vores lille vedligeholdelsesfri havestykke – og det er måske grunden til, at snogene er rykket herop nede fra skoven. Det meste af tiden er firbenene skjult under tæppet af skvalderkål eller under den store nålebusk, som breder sig godt. Når solen skinner, søger de dog op for at sole sig på fliser og træstykker.
Det samme gør snogene. At firbenene næppe er helt trygge ved snogene, fik jeg syn for, da jeg en dag opdagede en sammenrullet sno ligge mindre end en halv meter fra tre styks firben, der havde taget opstilling med front mod snogen. To af dem stod skulder ved skulder, mens den tredje havde stillet sig oven på de nederste. Jeg gætter på, at det var for at skræmme snogen fra at angribe ved at illudere et stort og olmt uhyre.
Pudsige oplevelser i hverdagen. Ikke rigtig noget at skrive hjem om, men alligevel noget, der giver stedet karakter og skaber små undere, man for en kort stund kan falde i staver over. Jeg tvivler på, at der ville have været meget af det, hvis vi havde fået anlagt en G&G have.
En stor del af det, vi opfatter som uorden, er i virkeligheden den perfekte ”orden” for planter og dyr. Et habitat for liv.
Så hvorfor er vi så forhippede på at nivellere og ørkengøre vores nære omgivelser, når nu mere uorden kunne give os adgang til at følge og beundre små undere af liv og drama lige uden for vores egen hoveddør?
Alt har dog en grænse! Også for mig. Myrerne under fliserne ved hovedindgangen er jeg ikke begejstret for. De underminerer stenene ved at skubbe sandet op. Og jeg er stor fan af fliser, der ligger plant. Udstyret med byggecentrets bud på en ”miljøvenlig gift”, har jeg derfor indledt en krig mod de små væsner. Så noget har jeg til fælles med vores ven fra Viborg. Jeg føler mig dog ikke overbevist om, at jeg kommer til at gå af med sejren. I det lange løb vinder myrerne nok.
Funderinger er en serie af strøtanker om verden og hverdagen – om stort og småt – som tager afsæt i tilstrækkelighed som ide og perspektiv. Det er en blandet pose af causerier, personlige fortællinger og holdninger, som ikke foregiver at have patent på sandheden, men alle kredser om samme ambition: At se på samfundet og hverdagslivet på nye måder, der kan hjælpe os på vej til at leve godt og i sync med klodens økologiske systemer.
Det handler altså både om at fundere noget (at skabe fundamentet for fremtidens sufficiente samfund) og at fundere over noget (at spekulere over nutidens samfund og vejene til tilstrækkelighed).
Læs mere om sufficiency på denne hjemmeside eller læs bogen ”Nok – fra overflod til trivsel”.